Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
Teatrene
berørte Digterens: Frøken Dons’ Fysiognomi, Fru Thomsens
Temperament (kunde man forene de to, fik man det hele Uhyre), Hr. Liebmans
Edmund og især Hr. Neiendams Edgar. Og, hvad der for
Helhedsvirk-ningen betyder lige saa meget, de, der ikke naaede Digterens Billede,
forvanskede det dog ikke. Der var virkelig Mening i dette. Der var dertil
Fart og Flugt over Forestillingen, Scenerne kunde som Følge af den
nye Sceneindretning, virke næsten uden Afbrydelse. Dette er ved en moderne
Shakespeareforestilling en overordentlig Fordel, men en, der maa betales
for. Den nye Scene giver let, især naar der som her stilles Fordringer
til Teatermaleriet, det dramatiske Billede Præget af et Tableau og gør,
hvad der er værre, de spillende altfor bogstaveligt til optrædende. Særlig
generende er Aftrædningen til Siden, hvor det gælder at kante sig ud
igennem et Par smalle Revner i Forgrunden. Det var en Shakespeare
ganske uvedkommende Fornøjelse at se, hvorledes Skuespillerne „slåp fra
det," nogle ligesom udviskende sig, andre med et Udtryk af krænket
Værdighed, de fleste med en synlig Lettelse, der sagde: Nu er jeg paa
det tørre.
Det er jo i det hele Faren ved en Shakespeareforestilling nu til Dags,
at den løser sig op i Optrin, Agering. Det er ingen stor Ros for det
kgl. Teater naar man beundrer Hr. Mantzius’ Ageren vanvittig eller
Hr. Neiendams Ageren en, der agerer, han er vanvittig, men det er en
Ære for det, at der trods alt kom en Helhedsvirkning ud. Og Æren
derfor er for en meget væsentlig Del Dr. Mantzius’. Det er let at se, hvad
der ikke var. Lear er en Lyriker, Dr. Mantzius er endogsaa en
Videnskabsmand. Lear er et stort gammelt Mandfolk, der skælder og græder
over sig selv paa én Gang. Der er vist i Grunden i dansk Kunst kun
ét saadant Mandfolk for Tiden — det er Holger Drachmann, men han
spiller jo ikke Komedie. Det er sikkert nok, Hr. Mantzius har ikke Natur,
næppe nok Fysik, til at spille Kong Lear. Zangenberg havde mere af
begge Dele til Hakon Jarl, men her ser man, hvad Kunsten formaar.
Det er ikke muligt at sammenligne de to Præstationer. Der var en
kunstnerisk Myndighed over denne Figur, som man beundrede, ikke blot
Skuespillerens Kurage til at træde i Forgrunden (der kun glippede naar
Hr. Neiendam som den gale Thomas „overherodede Herodes"), men den,
der kom fra en betydelig Personlighed — Hr. Mantzius’ Lear, havde virkelig
det i Øjet, man gad kalde Herre. Der var ogsaa Natur, men stærkere
i Raseriet og Forbandelsen end i den vilde Ømhed. Men der var som sagt
især Kunst, en Midtpunktskraft — som Hovedfigurens paa en
Tempelgavl — der holdt Tragedien sammen.
Den smukkeste Helhedsvirkning naaede Teatret dog ved Opførelsen
af Den ellevte Juni. Det gik i Prof. William Blochs Iscenesættelse saa let
og glat og fast og sikkert, at det var en ganske rationel Fornøjelse at
se derpaa. Det gik op som et Regnestykke. Det er altsaa muligt at
spille god Komedie uden store Skuespillere: ved Takt og Disciplin. Det
er sandt: der manglede noget af den Farve, som Phisters eller Olaf
Poulsens Kunst kunde have givet. Man har i Malerkunsten Billeder, ogsaa
i den nederlandske Smag, der er udførte med graat i graat. Saadan virkede
nu denne gamle københavnske Komedie: Hr. Knudsens Sludenstrup,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
