Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
95
de andre, naar hun til sidst med blodrøde Valmuer i Haaret, i sort
skæl-glitrende Kjole, rejste sin Kam som en Slange og veg som en Satanas.
Næste Stadium paa Fru Nansens Vej, ideelt set, ikke historisk, var
Kameliadamen. Man forstaar nok, at Fru Nansen, nu da hendes Kunst
er ved at naa det højeste, har haft Lyst til at spille sin gamle Rolle
igen. Ogsaa denne gamle Komedie, der rigtignok er mer i Slægt med
Lugten af visne Blomster og gamle Melodier end med nogen Slags
Fremtidsmusik, handler jo netop om den Kamp for Lykken og Længsel efter Livet,
som Fru Nansen helst og bedst fremstiller: ogsaa her vil en Kvinde
nedefra, fra en Fortid, op i høj, ren Luft. Maaske hun netop efter
Bjørnsons Dur trængte til denne Mol. Maatte hun hos Bjørnson
sønderrive sig ved at udlade en mægtig Musik af sit Indre, kunde hun hos
Dumas smelte, daane, briste, løse sig op i Smil og Taarer. Og hvem
forstaar denne Kunst som hun? Det er troligt, rent bortset fra de to
Skuespils meget forskellige Art og Værdi, at Udviklingen i Marguérites
Karakler, Renselsen — fra det pralende Kokettehylster til Natkjolens
hvide Bodsdragt — ikke har interesseret Fru Nansen mindre end den
modsatte Bevægelse hos Lydia, Fortvivlelsen — fra den lyse
Morgenkjole til Slangehammen. I al Fald var ogsaa hendes Kameliadame
fortræffelig Kunst, skønt den vel bar Mærker af sit Forbillede. Uden at
have set Fru Nansen før i denne Rolle kan man sikkert paastaa, at den
siden sidst er vokset for hende baade i Inderlighed og i Farve
(Kokette-præget i første Akt; den blege Skræk under Armands Forhaanelse i
fjerde). Dagmarteatret havde begaaet den Smagløshed, som maaske ogsaa
begaas andre Steder, at føre Skuespillet i Udstyr og øvrige Tidsmærker
ned i den allernyeste Nutid, hvor det unægtelig forekom noget fremmed.
Med Edvard Brandes’ Primadonna, der baade historisk og ideelt set
er Betty Nansens tredje og sidste Studium for denne Gang, var man
derimod ganske hjemme, noget for hjemme endda. Det forekom en ret
jævnligt, som om Handlingen foregik paa Dagmarteatret i November
Maaned d. A. Det var lige akkurat, som det var skrevet for Betty Nansen
hvad det uden Tvivl netop ogsaa var. Rollen klædte hende jo ogsaa
nok, paa en Maade, men mere som en Kjole, der passede hende
fortræffeligt, end som en Blomst eller et Smykke, der gav hendes Skønhed
en ny Betydning. Og en ret farlig Kjole tilmed, som røber, hvad der
helst skulde skjules. Her er ingen Kvinde, der udtømmer sit Væsens
Mystik eller udgræder sit Hjerte, her er kun en Skuespillerinde, der
ogsaa uden for Teatret kan sin Kunst til Fuldkommenhed. Perspektivet
aabner sig ikke ud i nogen Slags Verdensorden, men ind i Kulissen.
Ogsaa her kæmper en Kvinde sig frem fra sin Fortid op imod Lyset —
om Forladelse: har kæmpet; thi, siger Lili med en meget absolut
Primadonnamine, „Skyggen kommer mig ikke mere nær; jeg lever i Lyset".
Men denne Fortid, som ikke synes at have slaaet mange Folder paa
hendes skønne Pandehud, er en Teaterfortid; det Lys, hun kæmper for,
er ikke blot det, hun faar fra sin Kunst: ogsaa denne Undine har en
Svaghed for faste Huse; der er en meget væsentlig Forskel paa den
Anerkendelse, som den stakkels Marguerite faar fra sin elskedes Fader
(fra Samfundet altsaa) til Trøst i sin Død, og den, som den lykkelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
