Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Georg Brandes og Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
103 Georg Brandes og Danmark
Element, „hvor det tunge fandt sin Grav, og det lette saa sejrende
danser." Og som Brandes her citerer Baggesen par coeur, saaledes
er han overalt i levende Medfølelse med de københavnske Klassikere.
Han har holbergsk Lune (Jeppe) og Hjerte for Oehlenschläger, er
altsaa trods sin Bevægelighed i national Ligevægt. Han kan, som
han siger, sin Heiberg udenad og har bestandig Poul Møller i
Tankerne, undertiden ogsaa i Stilen. Der er Skole i ham, en
Sans for Sikkerhed og Korrekthed, som aldrig har forladt ham —
en Hovedforskel mellem ham og hans samtidige og Nutidens ganske
uskolede Forfattere. Ud af denne danske Skole tager han bestandig
Forargelse af Bjørnson: „Til saa lidt Blufærdighed og Delikatesse
er vi her i Danmark ikke vante" eller: „Udtrykkets Sikkerhed er en
Egenskab, som snart synes at skulle gaa tabt i vort Norden.*
Det falder ham i saadanne Tilfælde saa let at sige vi: han har
Nationen i Ryggen og Latteren med sig.
Og dog er der i denne Bog et Jeg, som er i fuld Færd med
at udskille sig fra den herskende Tænkemaade. Det er
Ungdoms-aanden i dette Jeg, der i Anledning af nogle Figurer i en
Gammel-mandskomedie af Hertz skildrer sig saaledes: „Naar jeg er
lystig, er der en Nar inden i mig, som rasler med sine Bjælder;
naar jeg elsker som Fortunio, er der en Sværmer inden i mig, hvis
Lidenskab ikke er artig som hans, og naar jeg forurettes som
Marchesen, er der en døvstum inden i mig, der ikke tager mod
Ræson og ikke nøjes med halv Vished og halv Hævn." Det er
Trodsen i ham, der meget tidligt til den Sætning, som han kommer
til at mindes ved Hostrups Poesi, at det er godt at ro under fyldte
Sejl, gør den Tilføjelse, at der kun er én Ting som er bedre,
nemlig at kunne sejle mod Vind og Strøm, og som paa alle
afgørende Punkter laver sig til at gaa imod Strømmen. Det er
Spotteren i ham, der i Holbergs Henrik især har Øre for
Figaro-Tonen, og som idelig smaadriller „Fædrelandet"s og „Dagbladet"s
„Etikere" og „Idealister" og finder det morsomt at tage „Løftelsen*
af dem, og som derfor af Clemens Petersen kaldes for „en
vingeløs Flane", der harcelerer de nationale Koryfæer og anviser et
nyt Lystspil sine Kolleger, de danske Studenter, som frisk
Latter-føde. Det er Alvoren i ham — ham, der fra først af fandt Henrik
Ibsen, ligesom Berlin, uden Gratie — som i Stedet for de evige
Vaudeviller fordrer et Drama, og som i Anledning af den tomme
Højtidelighed i den efteroehlenschlägerske Tragedie, der taber Livet
imellem Maskerne paa sine Jamber, tyr til Shakespeare og i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
