Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Georg Brandes og Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
Georg Brandes og Danmark
glimrende Afhandling om det uendeligt smaa og det uendeligt store i
Poesien giver det frugtbare Udgangspunkt for en hel ny Litteratur.
Det er ham, der føler sig mere og mere ene, som paa Teatret, naar
der gives en udenlandsk Nyhed, forgæves lytter efter et Ord, der
bebuder en Forbundsfælle, og som i det Tidspunkt, i de store
Aanders Liv, da de — Byron, Kierkegaard, Ibsen — hæver deres
Haand imod alles, aner et Vendepunkt i sin egen Skæbne. Saa
ensom føler han sig til sidst, at han nødes til at ironisere sit Jeg
ud af det pluralis nationalitatis, hvori det først har behaget sig.
Da han gør op med Romantikken, har han baade Troen og Viljen
og Fædrelandet paa sin Side: „Imod Prosaen satte de
(Romantikerne) deres ungdommelige Poesi, imod Usselheden sætter vi vor
Mandsvillie." Det er et meget patetisk Vi. Da han skal begynde
med noget nyt, er han alene og har kun Tvivlen med sig. „I
Danmark er Kritiken ilde anskreven, fordi den er saa uheldig at have
sit Udgangspunkt i Tvivl, og for Tiden er vi i Danmark lutter
friske, djærve Villies- og Troshelte." Det er et meget ironisk Vi.
Til Gengæld er der slet ingen Ironi i det følgende: at det er
Kritikken, der flytter Bjerge, alle Autoritetens, alle Fordommenes, alle
den døde Overleverings Bjerge. De betegner Banen i store Træk.
Ser man nu efter tredive Aars Forløb tilbage paa denne Bane
og tager den i disse store Træk, saa synes det, som om denne
Mand, der dengang valgte Tvivlen, har haft den Opgave siden,
at han alene skulde føre den igennem til det sidste. Hvad han
som tyveaarig engang har sagt til Julius Lange, der ikke følte
Trang til at isolere sig gennem Kritik, at han nu en Gang havde
givet sig Tanken i Vold og maatte ad den Vej og ud paa den
anden Side, som Sigurd, da han red igennem Ilden — det har han
gjort, og i det Ridt har der været Skæbne for flere end ham
alene. Han har ikke dræbt Dragen som en anden af hans Helte,
som han under Kampen har paakaldt. Den nye Udgave af de
Samlede Skrifter bærer paa sit komponerede Bind som Skilt eller
Skjold Billedet af en St. Georg i Kamp med Dragen. Det er
unægtelig Komposition, Bogbinderfantasi. Paa den Maade kæmper
ikke Sandhed med Løgn i de højeste aandelige Spørgsmaal — det
kan man bilde Konfirmander ind. Her er Kampen selv „Sandhed"
— en Proces, ikke et Resultat, en Dialektik, hvori Menneskeslægtens
Aand taler med sig selv, men netop ikke en Afslutning. Det har
været Georg Brandes’ Opgave at sætte denne Dialektik ret kraftigt
i Bevægelse i sit Fædreland. Han er vist selv længst fra at tro,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
