Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Georg Brandes og Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
107 Georg Brandes og Danmark
Indtrykket er vemodigt. Er det ikke Hjertet selv i dette til ingen
Nytte ridderlige Danmark, der forbløder i denne tungsindige
Riddersmand Carsten Hauch? „O Danmark! paa Rænker du aldrig
dig forstod: det har du tit betalt med dit dyreste Blod." Er det
ikke Folkets reneste Vilje og klareste Tanke, der slaar sig fra
Livet og gaar i Kloster med Paludan-Müller? Er det da mere end
en fattig Trøst, at Solen selvfølgeligt endnu skinner om Sommeren
ud over det aabne Land og ind i de smaabitte Stuer (Winther og
Bødtcher)?
Hvor meget Brandes har af sit Hjerte i dette, har han dog
vendt sin Hu andensteds hen. Maaske hans Kunst er sikrest og
sandest, hvor Emnet er neutralest (Aarestrup eller endog
Schack-Staffeldt). Personligt er han i disse Aar kun med, hvor han kan
bruge en af Fortidens store Aander som Middel til at tugte den
nulevende Slægt og opdrage en kommende. Saaledes er i Bogen
om Søren Kierkegaard fra 1877 Kritikerens Medfølelse med Emnet
ikke uvæsentlig bestemt ved den fælles Afsky for Smaalandsaanden.
I en Efterskrift til dette Arbejde fra 1880 i Anledning af
Udgivelsen af et Bind af Kierkegaards efterladte Papirer har Brandes
endog gjort et helt .Stykke Arbejde for at sammenstille de Bidrag,
som Kierkegaard her har givet til en Naturbeskrivelse af de danske
Laster, „uden at være sig bevidst, at Roden til alle disse Onder,
Smaaligheden, heller ikke fattes hos ham selv". Nogle Aar senere i
Festskrifterne om Holberg har Brandes selve den store nationale
Krabask i Haanden og forsømmer da ikke at bruge den.
Holberg har i sine Komedier skildret „ægte danske Naturer, d. v. s.
svage og sprøde, der for Vilje kun har Stædighed og for
Lidenskab kun Forfængelighed". Han er ved sin fordomsfrit prøvende
Aand, sin Naturtroskab og sin Virkelighedsskildring den eneste
Klassiker efter Nutidens Hjerte. Han er en universel Intelligens,
der har dannet en Nation. Han er ulig de andre, men han har
bestemt dem. Derpaa skal man kende den nationale Forfatter.
En Skribent, siger Brandes i et Stambogsblad (i „Juleroser" 1881),
dateret Berlin, er national i samme Grad, som han formaar at stemme og
bestemme Aanderne i sit Fædreland. Nationalitet er da, imod
Etymologien, ikke væsentligt Overlevering og Natur, men Udvikling og
Kultur. Cæsar er over Grammatikken. Samtidig foretager Brandes
(i Afhandlingen Goethe og Danmark) en Prøve paa den danske
Litteraturs Kulturværdier ved at stille dens første Mænd, en for en, over
for den ypperste Kulturaand, Goethe — et Spejl, der visselig ikke for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
