Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Georg Brandes og Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108
Georg Brandes og Danmark
størrer deres Omrids. „Hvad vore nationale Koryfæer prædikede for
os, var enten det blinde Haab eller den blinde Tro eller den blinde
Kærlighed; nogle forkyndte den nationale Selvfølelses, andre den
ubetingede Forsagelses Evangelium: fra Goethe kom det Tilraab
til os: Forstaa!"
Saaledes drejes nu overalt Kritikens Lys indefter i
Folkekarakteren og blotter dens Svagheder. Han, der som ung havde
følt sig beslægtet med den danske Lattermildhed, tabte som Mand
helt Lysten til at le af Grinet; han, der som ung paa god dansk
Vis havde besunget sin Jeppe, har som Mand haanet eller beklaget
det Træk af Racen, som han vistnok ikke blot har iagttaget i
Litteraturen, at den i Modsætning til dem, der lever under
lykkeligere Sole, er „helt ude af Stand til uden alkoholsagtige
Pirringsmidler at udtale sig med Liv og Flud"; han, der først har været
opmærksom paa og søgt at udtrykke „den bløde Bølgegang i vor
Jordbund, vort Sprog og vore Sunde", har senere udpeget den
bløde Svulmen hos vore nationale Digtere (Oehlenschläger og
Drachmann) som en Svaghed. Det har da været den nationale Virkning
af Georg Brandes’ æstetiske Kritik, at den som Ibsens Digtning i
Norge har været en Kritik af Nationaliteten. Skulde man gøre en
væsentlig Indvending, maatte det være den, at han paa sit
arki-mediske Punkt, som han siger, har følt sig i dybeste Forstand
udenfor. Georg Brandes’ Kritik af Danmark, saa „blodig" den er,
er ikke blodig nok. Den mangler ganske Følelsen af Medskyldighed.
Brandes har vist aldrig læst en dansk Bog, end ikke Niels Lyhne,
med Angest og Bæven i sit Hjerte. Men han har unægtelig lært
os andre at læse vore Bøger saaledes.
Han har været en Vækker og en Ægger uden Mage. Han
har virket paa det hele Folk paa samme Maade som han i sin
Ungdom øjensynligt virkede paa Julius Lange — ligesom en Bremse,
som Platon siger om Sokrates, der af Guden var sat paa en ædel,
men af Naturen noget langsom Hest for at bevare dens Fyrighed.
Det var selvødelæggende, at Athenerne dømte Sokrates til
Giftdøden. De burde, som han selv foreslog, have tilstemt ham et
Prytaneion.
Det er dette, de Danske nu i den ellevte Time er ved at gøre
over for Georg Brandes. Det skal vel ikke blot betyde, at man
anerkender ham, men at man tilegner sig, „assimilerer" ham, forvandler et
Pirringsmiddel til et Næringsmiddel. Thi det er dette, som i Virke-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
