Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Georg Brandes og Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
109 Georg Brandes og Danmark
ligheden længe er sket, og som vil vedblive at ske, ganske uden
Hensyn til den officielle Bekræftelse.
For det første har der mellem Georg Brandes’ Virksomhed og
alt det øvrige Arbejde, som i den sidste Menneskealder er
foretaget her i Landet for at opbygge et nyt Danmark paa Ruinerne
af det gamle, været det naturlige Slægtskab, som kommer af en
fælles Oprindelse. Saa forskellig en Retning disse Virksomheder
har haft, de er dog blevet ledede under den samme Fane. Det
Forstaa l der først lød i Georg Brandes’ Kritik, og som i Kunst
og Litteratur har frembragt et nyt Danmark, der vistnok ikke kan
maale sig med Guldalderens i almindelig Menneskelighed og almen
Skønhed, men langt overgaar det gamle i Forstaaelse af Livets
Mangfoldighed og Personlighedens Uendelighed — det har lydt over
hele Landet i alle Virksomhedsgrene. Hvad Brandes for tredive Aar
siden skrev i en Teaterartikel, bestemt for den litterære Beaumonde
i det lille København: „For ikke at blive en Nation af daarlige
Lyrikere vil vi netop stræbe hen mod det virkelige, det bestemte
Formaal, det nyttige, som den foregaaende Slægt lod haant om" —
har det store København og hele Landet besvaret.
Dernæst er det ikke vel muligt andet, end at dette Slægtskab
i Tidens Løb maa være blevet Brandes bevidst. Georg Brandes,
der har haft saa klart et Blik for Nødvendigheden af en Fornyelse
af Nationens Livskraft, har haft ulige vanskeligere ved i
Virkeligheden at opdage det nye Liv under den efterladte Skorpe af det
gamle, der saa længe har været den officielle Overflade for Livet
i Danmark. Og hvor dette Indtryk af en stor og almindelig
politisk Uretfærdighed hindrede ham i se tydeligt, gjorde Følelsen
af at han personlig havde lidt Uret ham blind. Hans eget Navn
skyggede over hans Fædreland. Som Undertone klinger denne
Klage særdeles tydeligt med i hans Harme over de Danskes Mangel
paa ægte Fædrelandssind i et Foredrag om Nationalitetsfølelse fra
1894, hvori han, der i sin Tid af historiske Grunde havde
bekæmpet de store Navnes Autoritet, paa ny paakalder Respekten
for et stort Navn. Paa given Anledning kan denne Følelse endnu
tage sig Forlov paa egen Haand, og da med en Uforbeholdenhed,
der virker helt forfriskende i det litterære Kongerige København
med Omegn, hvor det billige Nag er en meget hyppigere Vare end
det naive Udbrud af en Selvfølelse, der tager Munden friskt fuld —
undertiden rigtignok ogsaa med en Hidsighed, der falder i det
uhyggelige, som i den store Artikel fra i Fjor i Molbech-Affæren,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
