Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Georg Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
Georg Brandes
de fremmede Racer og Kulturer, at han for en Stund virkelig
drukner sin nationale Egenhed i en abstrakt Verdensborgerlighed.
Med den varmeste, ideelle Kærlighed, næsten med en religiøs Pietet,
nærmer han sig de store Personligheder — ærbødig mod Renan,
sværmesk beundrende over for Stuart Mill — og vokser ud af alskens
Smaalighed ved at gennemtrænges af dem; han gør sig (som allerede
i Aarene lige før Rejsen), saa helt til Elev af det moderne Europa,
i sit Fag særlig af Ste Beuve og Taine, at hans Synsmaader,
Metode og Teknik for lang Tid bliver temmelig afhængige af disse Mønstre.
Men endelig er det selve Tidens verdenshistoriske Stormgang, som
lægger sin Sprængningskraft i ham, og da han fra Henrik Ibsen,
som han havde mødt og sluttet Venskab med, modtog de bekendte
Ord om „Menneskeaandens Revoltering", som „De skal være en
af dem, der gaar i Spidsen for," var det som en Indvielse til
hans Gerning.
Paa den besynderligste Maade blandede sig nu imidlertid i
Brandes’ Gerning efter Hjemkomsten de egentlige og de uegentlige
Elementer, det, han vilde, med det, soln Forholdene vilde, og
tilsyneladende — vel ogsaa noget i Virkeligheden — faldt han
for en Stund halvvejs fra dét Program, som dog var hans eget
inderste. Da han stod paa Katederet den 3. Nov. 1871 og sagde de
bekendte indledningsord, som er prægede af en saa stille, fast
Overbevisning, er hans Instinkt, den ledende Genius i ham, meget
sikker paa, hvor han vil hen — og ogsaa kommer hen, — men i
selve Forelæsningerne taler han alligevel med et fremmed Mæle
og hans Tale er paa en Maade mindre hans egen end nogen Sinde
før eller senere. Det, som Forelæsningerne først og fremmest vilde
og virkede, var nu i og for sig klart nok i Brandes’ egen Aand.
Ved for det hjemlige Samfund, der mer og mer havde lukket sig
inde i Mistænksomhed mod alt fremmed og forbenet sig i selvgod
Konservatisme, at aabne hele Aarhundredets europæiske Skueplads,
hvor de forskellige Anskuelser tumlede sig og brødes, alt mellem
Himmel og Jord sattes under Diskussion, og de forskellige Folks
Kultur og Sæder belyste hverandres Ensidighed, — ved alt dette vilde
han opløse Fastheden, undergrave Sikkerheden, gennembryde
Begrænsningen i den hjemlige Tænkemaade og Væremaade, gøre den
relativ, og derved bringe Frihed, Tvivl, Revolte, aabent Vande og
Bølgegang ind i Sindene. Det lykkedes som bekendt næsten over
Forventning. Men det positive ny — er det Brandes’ egen Stemme?
Han, som i „Kritiker og Portrætter" var flyttet fra de Hegel-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
