Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Georg Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georg Brandes
121
Heibergske Idéregioner ned i Livets friske umiddelbare Mangfoldighed,
han viser sig i de første Forelæsningsrækker atter at være lokket
op i den Taineske nyhegelianske Teoris Abstraktioner; han –
Individualisten af Natur og Overbevisning — eliminerer Personerne
af Historien, bortsier Enkeltmenneskene eller, saa at sige, koger
dem ud i upersonlige „Strømninger", fordamper dem i graa
Tids-aand. Endvidere: han, som var udgaaet af Heibergsk og
Kierke-gaardsk Aristokratisme og skulde naa’ til Nietzsche, optraadte som
Millsk Utilitarianer, oversatte den „Moral", der — som han siden
har sagt — vil skabe „en jævn Middelmaadighedslykke for det
størst mulige Antal af de elendige Kreaturer, vi nu til Dags kalder
Mennesker", og han blev efterhaanden ved Forholdenes Magt
svejset sammen med Demokrati og Socialisme, med „Morgenbladet"s
Folkelighed og „Studentersamfundet"s Folkeoplysning. Og endelig,
hvilken Digtning blev han Fører for? Han, den fuldblods Æstetiker
og Artist, lærte, at Digterne skulde blive Samfundslæger og
Digtningen gøre Gavn ved at sætte „Problemer under Debat"; han,
den mest inkarnerede Idealist, blev ved Skæbnens Ironi lagt ud
som Fader til en aandløs, upersonlig „Realisme"doktrin og ikke
liden kedelig, haandværksmæssig Virkelighedsskildring i vor Litteratur.
Saa meget stærkere viste „Tidsaanden" sig her end den Enkelte.
Nærmere beset klarede Misforstaaelsen og Misvisningen sig
alligevel snart ud. Det er et uheldigt Udtryk, naar det i
Afhandlingen om Hauch hed: „Vi Nutidsmennesker lever et Hjerneliv.
Det blotte Skue af Ondskab og Voldsomhed har intet fængslende
for os. Dramaet behøver en Kamp; men en Kamp, der ikke føres
om Ideer, underholder os ikke mere end et almindeligt Væddeløb".
Men det, Brandes egentlig mente, siges andetsteds i Afhandlingen:.
„Forstaar I det, I Digtere, der lever blandt os! Det nytter ikke, at
I studerer jer ind i jert Stof, I maa føie det inden i jer! Det
nytter ikke, at I vælger det, det maa have grebet jer først! Med
jer egen Haand (ikke med et Elfenbensplekter) maa I gribe i Strengene,
selv om I skulde rive dem tilblods, ifald I for Alvor vil røre vore
Hjerter!" Altsaa: det er Personlighedsindsatsen, det personligt
magtpaaliggende i Digterens Forhold til sit Værk, som Brandes
kræver, ligesom Langes „Om Kunstværdi" (1876) samtidig krævede
det for Kunstens Vedkommende. „Tendens". „Problemdebat"
o. s. v. betød da blot, at Digtningen skulde træde i Forhold
til Ideer og Rørelser, der virkelig bevæger Digterne og deres Tid,
og bæres og befrugtes af dem. Paa samme Maade: naar Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
