Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Georg Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georg Brandes
127
teoretisk Tilskuernatur. Fra sit eget Forfatterskab har han kendt
baade Undfangelsens første Henrykkelse, Svangerskabets dumpe
Væksttid, under hvilken Fostret suger Næring fra alle Sider af
Moderorganismen, og selve Fødselsaktens smerte- og jubelblandede
Ophidselse. Hele sit Liv har han følt som en Aktion, og han har
samme Forspring for almindelige Litteraturhistorikere, som den
aktive Politiker har, naar han skriver politisk Historie. Hvordan
Schack Staffeldts Lyrik eller Kierkegaards „Enten-Eller"
naturmæssig er vokset ud af en Aandstilstand, det har Brandes med
genial Intuition kunnet gennemskue.
Selve de fuldfærdige Digterværker véd han dernæst at leve
sig og Læserne ind i med en Friskhed og Varme som tværs gennem
det fremmedartede føler sig ind til den stedsegrønne
Meuneske-lighed inderst inde, og med stor Kunst forstaar han at
sammentrænge og transponere en Digtning i sine veltalende
Gengivelser. Brandes’ Forelæsninger og Værker har sikkerlig for en
stor Del derved øvet saa stor en Virkning og haft saa rig en
poetisk Tiltrækning, fordi de i Uddrag og Sammendrag
meddelte deres Publikum en Essens af skøn og broget Poesi ude fra
Europa, og fordi — som fra en Tribune — de store, henfarne
Aander efter Tur førte deres egen Sag gennem Brandes’ Mund.
Men kun en kongenial Kritikeraand kunde ved Indramning og
Udvalg lade dem komme saa fuldt til deres Ret. Og Brandes udvider
stedse Digtningens Ramme og uddyber dens Perspektiv, saa den
vokser ud i Almenmenneskelighed. Hans Kritik baade af Personer
og af Poesi er overhovedet slet ikke videre tætsluttende og
afskyg-ningsrigt individualiserende; ligesom hans klare, kraftige, praktiske
Stil aldrig bliver subtil og raffineret, saaledes karakteriserer han
oftest kun i store, væsentlige Træk (Tegnér er lyrisk Begejstring
og spirituelt billeddannende Vid; Goncourternes Roman er
Psyko-fysik og moderne Nerveliv.) Hans Æmner vokser under hans
Hænder i typisk, repræsentativ Betydning, og hans Behandling
virker derved i bedste Forstand populariserende. Hvor mægtig
forstørrende virker ikke hans Kritikerglas, holdt hen over Jeppe paa
Bjergets eller Erasmus Montanus’ Figurer eller over
„Aladdin"digt-ningen? Han kan ogsaa aktualisere sine Æmner, saa de faar særlig
Adresse til hans Publikum. Det var jo ved dette „De te fabula - " at
Fyrrernes Dingelstedter og Prutz’er kunde Anno 1887 faa
Auditorium No. 10 til at ryste af Klapsalver.
Naturligvis er Begrænsningerne og Svaghederne ved denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
