Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Gjellerup: Af en preussisk Statsministers Papirer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
179 Af en preussisk Statsministers Papirer
dør aaben. De to sydtyske Kongeriger lod rolig de preussiske Bajonetter
rage de revolutionære Kastanjer ud af Ilden for dem, ventede derpaa til
de russiske Bajonetter havde gjort den samme Tjeneste i Ungarn, og
Østrig atter var aktionsdygtigt, hvorpaa de mandig erklærede ikke at
ville have noget med Unionen at gøre. Sachsen og Hannover aabnede
nu straks deres behændig anbragte Bagdør paa Klem; i det følgende
Aar traadte Hannover ud, medens Sachsen foretrak officielt at blive i
Unionen og samtidig at tiltræde et Modforbund i München
(„Firkonge-forbundet" mellem Østrig, Bayern, Würtemberg og Sachsen).
Manteuffel var fra først af ikke meget for den saaledes indslagne
Unionspolitik, og hans Uoverensstemmelse med denne Politiks
uansvarlige Fører, Radowitz, voksede bestandig. Ikke desto mindre maatte han
paa Unionsdagen i Erfurt (Marts 1850) tale for den kongelige Politik,
samtidig med at han gjorde sig Bebrejdelser, fordi han ikke allerede i
Maj foregaaende Aar havde fraraadet denne Politik; han undskyldte sig
over for General Gerlach med Forholdenes Trængsel i hine Dage.
Umuligheden af virkelig at gennemføre Unionen efter at fire Kongeriger var
traadt ud, blev bestandig mere indlysende, snart maatte endog Unionens
Fader, Radowitz, indrømme dette. En vis Geheimer-Legationsrath Küpfer
har i en Række udførlige, for Manteuffel affattede Memoranda, ganske
mesterlig belyst Situationen. „Man kan ikke længer skjule, — skriver han
under 30. April — at Systemet af 26. Maj væsentlig er strandet. Men
en Stormagts Værdighed bestaar ikke deri, hensynsløst at føre et falsk
System igennem de ophobede Vanskeligheder for sluttelig dog kun at
redde et Skinresultat paa Bekostning af de største politiske Ofre." Men
hans Slutning, at det eneste rigtige var resolut at opgive Unionen, fandt
ikke en Gang længer Medhold hos dennes Modstandere, der saa Preussens
Ære for stærkt engageret. Selv Gerlach mener nu (Juni 1850):
opgive Unionen nu kan vi ikke, og Prinsen af Preussen (Kejser Wilhelm)
foretrækker en Krig for et saadant forsmædeligt Tilbagetog. Hvad hans
Broder Kongen angaar, saa præciserer han sit Standpunkt i følgende
Passus af et Brev til Manteuffel: — „Vi vil begge det samme! Forskellen
finder blot Sted i Tid og Udtryksmaade . . . De vil opløse Unionen
— jeg vil erklære, at og hvorfor den for Tiden er bleven uudførlig. Jeg
erkender i Unionen just en Union, d. v. s. noget der er tilvejebragt ved
Ligeberettigede og kun kan opløses af Ligeberettigede, ikke af mig
alene, fordi jeg tilfældigvis er den mægtigste i Unionen. Jeg vil,
paa Grund af manglende Midler, s is t ere Bygningen og bevare det lagte
Fundament for bedre Tider. Anderledes kan jeg ikke handle, fordi min
Logik og min Æresfølelse lærer mig det. Jeg er begges lydige
Under-saat, thi begge er Love, som den højeste Konge velberettiget har
publiceret (ganske vist uden Tokammersystem). For øvrig synes alt forandret
siden i Gaar... Snuen løser sig! Väle amice! Frederik Wilhelm."
Snuen blev imidlertid stærkere og truede med stærkt Næseblod som
en Følge af et Uvejr i Hessen. Her havde Kurfyrsten og hans ilde lidte
Minister Hasenpflug Strid med de oprørske Stænder og paakaldte
militærisk Hjælp af Forbundsdagen, som Østrig egenmægtig havde kaldt til
Live igen. Preussen anerkendte ikke, at del tyske Forbund, der var
12*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
