Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Rimestad: Maeterlincks Udvikling i de senere Aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Maeterlincks Udvikling i de senere Aar
239
saa sige til ham? — Sig ham, at jeg ventede ham, lige indtil jeg
døde af det. — Og hvis han saa udspørger mig igen uden at
kende mig? — Tal til ham som en Søster. Han lider maaske.
— Og hvis han spørger mig, hvor du er, hvad skal jeg saa svare
ham? — Giv ham min Guldring uden at svare ham noget ... —
Og hvis han vil vide, hvorfor Salen er øde?— Vis ham den
slukkede Lampe og den aabne Dør. — Og hvis han saa spørger mig
ud om den sidste Time? — Sig ham, at jeg smilede af Frygt for,
at han skulde græde." — Den Luft, man indaander her, er mere
styrkende end den, der under det tungsindige Drivhus’ blaa
Krystalklokke flk alle de symbolske Vegetationer til at vride sig som
i Feber.
Som Dramatiker og Tænker har Maeterlinck gennemgaaet en
lignende Udvikling fra det bizarre til det simple og almene. Han begyndte
i „Prinsesse Malene" med at dynge Rædsler paa Rædsler. I alt rugede
der frygtelige Skæbner, der sneg sig ind i Menneskene som
langsomme Gifte, eller pludseligt og uanet overvældede dem. I „de
Blinde" — det groveste af hans Arbejder — blev Symbolet
tydeligt indtil det haandgribelige. Endnu i de to skønne Tragedier:
„Péléas og Mélisande", „Alladine og Palomides" er de elskende
tegnet som skøre Planter, der rækker sig frygtsomt mod hinanden,
hvisker til hinanden om det dunkle Liv, de føler i deres Indre,
stammer mere og mere, jo højere Henrykkelsen stiger. Aldrig
handler de ud fra en Overvejelse. Viljen kendes end ikke af Navn
i denne Verden. De véd ingenting om sig selv. De føler sig
blot leve — lykkeligt eller bedrøvet — det uforklarlige Liv. I
„Péléas og Mélisande" var der dog kommet en ny Figur til, en
gammel Vismand — Begyndelsen til den Maeterlinckske Filosofi —
som hist og her akkompagnerede med sine langsomme
Betragtninger. I hans sidste Drama „Aglavaine og Sélysette" havde det
selvbetragtende Element faaet en langt større Plads end tidligere.
Dette Drama væver sin subtile Poesis Arabesker over det
ældgamle Problem: Kan en Mand dele sin Kærlighed mellem to?
Og Svaret bliver, at Tiden dertil endnu ikke er kommen. Den
pragtfulde Aglavaine betegner det intellektuelle. Hun er saa hed
og straalende, at hvert af hendes Haar synes at smile eller græde,
eftersom hun selv er glad eller bedrøvet. Hverken hun eller
Méléandre mener at opnaa en varig eller værdifuld Lykke, hvis den
skulde volde den ømme og rene Sélysette Sorg. De betegner alt
det, han senere gav Navnet „Visdom". Med en mærkelig Billed-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
