Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Rimestad: Maeterlincks Udvikling i de senere Aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240
Maeterlincks Udvikling i de senere Aar 240
rigdom fortæller de hinanden om dette dunkleste af alt: to
Menneskers Sammengliden, saa man ikke véd, hvor ens eget Væsen
holder op og den andens begynder. Deres Forstand har
gennemsyret dem saaledes, at Handlingens Skønhed er dem en
Nødvendighed. Sélysette er det instinktive. Ogsaa de smaa og ydmyge
Væsener — dette er Grundtonen i „de Ydmyges Skat" — har
Storheden gemt i sig. Og der behøves mindre end et Ord — blot et
Blik — for at aabne for alle de skjulte Rigdomme. Hun lytter til
sig selv, og saa véd hun straks, at hun ikke kan leve længer.
II
Dette Drama ligger midt imellem de to Bøger, hvori
Maeterlinck direkte har forkyndt sin Opfattelse af Menneskene: „De
Ydmyges Skat" (1895) og „Visdommen og Skæbnen" (1898). Og
mærkeligt nok er det disse delvis svært tilgængelige Værker, der
har opnaaet den største Læsekreds. Digterisk set betyder den
første mest, og mange af dens Sider indeholder Ord, der lige saa
stemningsvækkende stryger hen over Bevidstheden som de ypperste
i hans Dramer. Den anden er mere gediegen, afspejler et mere
afklaret Sjæleliv, omsætter sine Sandheder i et Mylr af Billeder,
der gennemgaaende ejer en fortræffelig Anskuelighed, men de
drager ikke som den andens hen over Hjertet som „store, hvide
Fugle".
Det første Stykke Tavsheden i De Ydmyges Skat er
interessant som en dramatisk Digters Forkyndelse af sin egen
Kunsts Utilstrækkelighed. Med en sjælden Ærlighed udvikler han,
at Tavsheden alene er Sjælens Atmosfære, at Ordene i sig selv er
golde, glansløse og kun faar deres Mening fra den Tavshed, der
bader dem. Men Storheden i hans Dramer var ogsaa altid den,
at hvert eneste Ord kom saa saare besværligt til Verden, var som
en tung Draabe, der kom langt indefra, og bar i sig saa sære
Reflekser af den stumme og skjulte Verden. I Sammenligning
med ham synes alle andre franske Dramatikere retoriske. Hans
Ord var som de Bobler, der i en natlig Stilhed stiger op til
Vandfladens Mørke, og hvis spinkle Lyd ene bringer Bud om de
Dybder, som ikke maales. Det er den aktive Tavshed, han taler
om, og enhver maa dyrke den vel, „for det er kun i den, at de
evige og uventede Blomster aabner sig lidt, de der skifter Form
og Farve efter den Sjæl, ved hvis Side man er." Sjælene vejes
kun i Tavsheden. For Resten aabenbarer sig allerede i denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
