Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Rimestad: Maeterlincks Udvikling i de senere Aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Maeterlincks Udvikling i de senere Aar
241
Afhandling en Mangel, som hele denne Del af hans Litteratur lider
under. Han strækker sig urimeligt ud. Han iklæder den samme
Tanke bestandig nye Klæder. Hans Afhandlinger breder sig med
en Frodighed som visse udmærkede Digte af Hugo og Swinburne.
Dramerne var anderledes knappe.
Det er vanskeligt at give noget klart Begreb om den
Psykologi, han dyrker i De Ydmyges Skat, fordi alt hvad han
beskæftiger sig med, ligger saa langt borte og saa langt inde, at han
selv stadig gentager, hvor urimeligt det egentlig er at prøve paa
at tale derom. Det er det usynlige Princip, han mener at
mærke stærkere nu i Sjælene end nogen Sinde tidligere. Det staar for
ham, som om der i visse Tidsaldre — hos Grækerne, i den franske
Klassicisme for Eksempel — har været Substanser, der skilte
Menneskenes Aand fra dem selv, skilte det, der blot angaar det
flygtende i et Begær, en Lidenskab, fra det, der berører alt, som lever.
Denne Angest for at lade sig angribe af den ydre Verdens
Hændelser, denne stadige Hævden, at Menneskets Ære er at være
Skæbnens Herre, at omsætte alle dens Onder til gode,
livsfrem-bringendeVærdier, er noget af det fundamentaleste iVisdommen
og Skæbnen. I De Ydmyges Skat svinger Maeterlinck
mærkeligt. I visse Partier synes han at hælde til en mystisk
Skæbnetro. Hele den gamle Psykologi var ham dengang saa flad og
faldefærdig. „Menneskene — siger han — begynder at dømme
hinanden ud over Ordene og Handlingerne, ja endog ud over
Tankerne. Thi det, de saa uden at forstaa det, naar langt ud over
Tankernes Omraade. Vi dømmer ikke mere hinanden efter andet
end det usynlige." Den digterisk skønneste Afhandling er den om
unge Mænd, han har set, der anede deres egen tidlige Død. Disse
Sider er lutter hvide og ømme Hymner til den Død, der leder
vort Liv og er vort Livs Maal. „Næsten alle var de frygtsomme og
forsøgte at vandre ubemærkede. De følte en sær og dødelig Skam,
og det var, som bad de om Tilgivelse for en nær og ukendt
Brøde ... De nærmede sig; vi vekslede et Blik; vi skiltes uden
at sige noget; og vi forstod alt uden at vide noget." Han aner, at
det er de sidste Timers rene og kolde Lys, der allerede badede
disse Ansigter og paatvang dem, der saa dem, en Tavshed som
den, der fylder et Kammer, hvor En tier for bestandig. Nogle af
sine besynderligste Drømmerier har han nedlagt her. Næsten altid
— mener han — lever vi ved Siden af vort virkelige Liv, og
vi føler, at vore intimeste, ja selv vore dybeste Tanker slet ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
