Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Rimestad: Maeterlincks Udvikling i de senere Aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Maeterlincks Udvikling i de senere Aar
243
i Visdommen og Skæbnen. Man kan ikke undgaa at se, hvor
forskellige de Værdier er, han priser. Han udvikler i den sidste
Bog, i hvor langt højere Grad den bevidste og handlende
Stræben efter moralsk Udvikling forhøjer Menneskets Lykkefølelse end
den blot intellektuelle. Og han tilføjer: Af en Mand og en Kvinde,
der besidder en lige kraftig aandelig Magt, vil Kvinden altid
anvende en langt ringere Del af denne Magt til at kende sig selv
moralsk. Og før en Sandhed har renset og forvandlet noget i
vor Sjæl, betyder den intet for os. Men tidligere var Kvinden
ham det højeste, vor Sjæl kunde møde paa Jorden, fordi vi mødte
selve den almægtige Skæbne, fordi ingen var i Stand til at stritte
imod, naar Skæbnen sendte os en Kvinde fra „Dybet af de store,
aandelige Byer, hvor vi lever uden at vide det". Alle de Ting i
vort Liv, hvori hun tager Del, fører os nærmere til det usynlige.
Hun véd Ting, vi ikke véd. „Hun ejer en Lampe, vi har mistet".
Og deraf kommer hendes forbavsende Sikkerhed. Hun ser et
Øjeblik paa den udsendte, og hun har straks lært alt, hvad det er
nødvendigt at lære; og „de kommende Aar har skælvet lige indtil
Tidernes Ende". Manden er derfor mere virkeligt til som den,
han er i hendes Øjne, end i det, han er i sine egne. Thi
Kvindens Rødder rører langt inderligere end vore ved det
ubegrænsede.
I Bogens følgende Stykker kommer der underlige Modsætninger
til Syne. Det er ikke let at finde Traaden, der forbinder hans
Beundring for den gamle flamske Mystiker Ruysbroeck og for
Novalis med hans store Kærlighed til den Tænker, der vistnok
staar ham allernærmest: Emerson, i hvis stadige Fremhæven af
det dybe i de smaa Ting og de skjulte Eksistenser han fandt sine
egne inderste Tanker udtalt. Det er den af de to Sympatier, der
afgjort har levet sig stærkest hos ham. Hans Beundring for
Mystikerne, der arbejder under Ekstaser i Idealismens tynde Luft, var
dengang stor: „Mystikernes Skrifter er de reneste Diamanter i
Menneskehedens Kæmpeskat." Hvilken Vælde er der ikke i dette
mystiske Udbrud i De Ydmyges Skat: „Det er først i det
Øjeblik, da Sætningen standser og Ordene skjuler sig, at vort Blik
møder — pludseligt — gennem Aarene og Aarhundrederne et
andet Blik, som taalmodigt ventede paa det . . . Øjnene vædes af
det samme Mysteriums ømme og bitre Dug, og vi véd, at vi ikke
længer er alene paa den uendelige Vej."
Men i Visdommen og Skæbnen synes han at være færdig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
