Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - C. Nyrop: Fortids Arbejderforhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256
Fortids Arbejderforhold
Saa kom der Ro igen, men Slotsbygningskommissionen var
ikke glad ved Situationen. Den paalagde Eigtved at forhøre, om
det ikke skulde være muligt at faa 40 å 50 Brabantere hertil, og
den 14. September gjorde den en Forestilling om Sagen til
Kongen. Nu var Svendenes Overmod steget til det højeste, nu maatte
der gribes ind „mit justitzgemässer Härte", og dens Forslag gik
ud paa, at en særlig Kommission skulde undersøge Sagen og
foreslaa de nødvendige Straffe. Allerede Dagen efter resolverede
Kongen, at den ønskede Kommission skulde nedsættes, men —
nu fik Slotsbygningskommissionen Betænkeligheder. Den udsatte
egenmægtigt Sagen, „weil es sonsten einen Aufenthalt in der
Ar-beit verursachen mögte"; det gik allerede langsomt nok med
Gemakkernes Færdiggørelse. Stenhuggersvendene triumferede, og
i November klagede Brabanterne over de Voldsomheder, Fortlings
Svende tillod sig imod dem.
Det passer fuldstændigt med hvad Holberg skriver i sin
ovennævnte Epistel, hvor han yderligere ganske spydigt bemærker,
at „det er en Lykke, at Haandværkskarlene ej stemme deres
Prætentioner end højere, thi de er de eneste Lemmer udi et Societet,
som ikke kan tvinges". De bor, skriver han, „som Tartarer udi
Telte, og uden Ulejlighed eller mindste Tab kan de flytte fra et
Sted til et andet. Hvorudover, naar de truer med Desertion, maa
man tro, at det er deres Alvor, og maa deres Mestere da give sig
paa Discretion, medmindre de vil se deres Arbejde og Næring at
ligge."
Og dog stod Samfundet udrustet med de strengeste Straffe i
alt Fald over for strikende Bygningshaandværkere. Allerede
tidligere havde man erfaret, at Stenhuggerne var urolige Mennesker,
De udviste „de største Insolentier", og de onde Eksempler, de gav,
havde begyndt at indsnige sig hos Murerne, Snedkerne, Tømrerne og
„andre til Bygninger udfordrende Haandværkere", hvorfor det
under 24. April 1734 var blevet befalet, at Stenhuggerne, der
hidtil ikke havde været i noget Lav, skulde indgaa i Murernes Lav,
og at alle de nævnte Haandværkere, hvis de sammenrottede sig
eller „holdt sig tilbage, indtil de i en eller anden deres formentlige
Prætention eller Besværing kunde blive føjede", skulde straffes
med Fængsel, Rasphus, Fæstningsarbejde eller endog paa Livet.
Men hvad hjalp de paabudte Straffe, hvad hjalp den paabudte (
Lavstvang?
Der kan nu nok siges, at Slotsbygningen, som det hastede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
