Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - C. Nyrop: Fortids Arbejderforhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260
Fortids Arbejderforhold
derne slet ikke var et roligt Folkefærd i de gode gamle Lavstider.
Ja vi ser endog, at selve Lavsvæsenet kunde give Anledning til
Uro. De lavsoplærte Svende vilde, ja maatte ikke arbejde sammen
med ikke-zünftige Svende. Deres zünftige Ære forbød det, og hvor
uhyggelig udviklet den kunde være, kan ses af en Sag fra 1766.
Paa Opfordring af Slotsforvalterens Hustru paa Charlottenlund
havde en Mursvend bundet og senere løst en Hund, der skulde
kastreres. Men da denne Akt udførtes af Natmanden, havde han
derved ligesom været dennes Medhjælper; han var bleven
„ge-schimpft", og ingen zünftig Svend kunde herefter arbejde sammen
med ham. Sagen kom for Retten, og det kendtes for Ret, at
Mursvend Anders Lassens Forhold i at binde og løse forommeldte
Hund ikke burde være eller geraade enten ham eller nogen anden
i Landet til Forklejnelse eller Præjudice i mindste Maade. Men fire
Mursvende vilde desuagtet ikke lade sig sige, de vilde ikke arbejde
sammen med ham, og det endskøndt alle de strenge Straffe i
Plakaten af 1749 blev oplæst for dem, og saa endte det med, at de
den 5. December 1766 blev dømte til at arbejde i Jern i
Københavns Fæstning, den ene i to Aar, de tre andre hver i ét Aar.
For ikke at krænke deres zünftige Æresfølelse gik de i Slaveriet
og lod sig, som en samtidig Forfatter med Forundring siger, „lænke
ved Siden af Skælmer og Tyve".
Der er ingen Tvivl om, at denne zünftige Æresfølelse spillede
en stor Rolle i Datidens Svendeuroligheder. Den viser sig hos
Stenhuggerne paa Slottet over for Brabanterne, og hvor underligt
det end lyder, spiller den ogsaa en Rolle, naar Skomagersvendene
holder paa deres Søndagsmaaltid. I en af deres Skrivelser til
Kancelliet hedder det, at de hverken maa eller kan opgive noget
af det, de og deres Forfædre har haft; fra fremmede Steder har
de faaet det Svar, at de ej vilde blive anset for „gyldige", hvis de
lod sig deres Søndagsmaaltid fratage. Det som det synes kun
sjældnere forekommende Lønspørgsmaal viser sig her i en
Forklædning, men at det ogsaa direkte kunde gøre sig gældende, kan
ses af en Slotssag fra 1739.
I det nævnte Aars Marts Maaned søgte fire af Stenhugger
Gerckens Svende ind paa et Spisekvarter i Borgergade i et Hus,
„Skibet" kaldet, hvor en af Fortlings Svende havde sit Logi. Ham
var de nemlig vrede paa, fordi han og hans Kammerater ved at
tilbyde en ringere Arbejdspris end den sædvanlige, havde opnaaet
at faa en hel Del Arbejde. Selvfølgelig kom det til Mundhuggeri,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
