265 (Tilskueren / Aarg. 19 (1902))

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rudolph Bergh: Fra Opea og Koncertsal

scanned image

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Fra Opera og Koncertsal

265

denne Opera næsten Prisen fremfor Hr. Herold. Overhovedet var
Udførelsen god, og der er saamænd ingen Grund til at angribe vor
Teaterbestyrelse, fordi den genoptager paa Repertoiret en Opera, som
opføres hele Verden over og som i sine ganske vist noget drøje fem Akter
indeholder adskilligt smukt. Men som sagt, nogen Begivenhed var
det ikke. Lidt mere Interesse havde muligvis Frøken Thyra Larsen’s
Debut som Senta i den flyvende Hollænder, fordi den i visse Maader
var usædvanlig lovende. Nemlig hvad angaar det rent vokale: Frøkenen
har en stor, smuk, gennemtrængende Sopran og forstaar ogsaa at bruge
den; hun sang gennemgaaende sikkert og rent og formaaede at bære
saa høje Toner som f" og g" i det nydeligste mezza voce. Teatret vil
absolut have Brug for denne Debutantinde — dog snarest som alt
andet end som Wagnerfortolkerske. Dertil skorter det hende for meget
paa dramatisk Evne, i alt Fald foreløbig. Thi det var næppe alene
Ungdom og Debutant-Ængstelse, som hindrede Udfoldelsen af et Talent
i denne Retning: der maatte dog glimtvis have vist sig noget, men der
var slet intet. Senta-Figuren er jo den rene Romantik, lutter Ekstase
og fiks Idé, men Frøken Larsen var en ualmindelig stemmebegavet og
sundt-musikalsk, ung, københavnsk Dame og intet derudover.

Paa Dagmarteatret opførtes et kønt, mindre Arbejde af
Lange-Müller: Musikken til Drachmann’s Renaissance. Det bestaar
af Forspil, Mellemspil og Sange, alt sammen i høj Grad populært; navnlig
Sangene vil sikkert blive uhyre meget sungne. Naar man tænker paa,
hvilken Musik det i Reglen er, der vinder den store Udbredelse i
Hjemmene, saa er der al Grund til at glæde sig, naar en Komponist som
Lange-Müller skriver noget saa syngeligt og saa folkeligt som f. Eks..
Serenaden i Renaissance.

* *

I vort Koncertliv har den vigtigste Begivenhed i de forløbne
Maaneder været Fremkomsten af Carl Nielsen’s nye Strygekvartet
(Nr. 3, Esdur).

Carl Nielsen er som Komponist i en sjælden Grad stærk og mandig
intet er ham fjernere end moderne Dekadenters Blødagtighed og Hysteri.
Men han søger ganske vist ikke — som saa mange af Nutidens
musikalske Parvenu’er — at vise sin Styrke ved at gøre Larm; tværtimod,
den tomme Støj foragter han i lige saa høj Grad, som han skyer al hul
Bombast og al Banalitet. Hans Orkester er altid fint behandlet, ganske
frit for brutale Virkninger. Hans Kraft viser sig fremfor alt i en i vor
Tid ikke altfor hyppig Bytmefasthed — han er i høj Grad marcato —
og dernæst i en stor Energi i Gennemførelsen af hans Ideer — han
kniber aldrig uden om eller gaar af Vejen for Hindringer — endelig i
hans Strenghed og Fasthed i Form og Opbygning. Den, der har fulgt
Carl Nielsen’s Løbebane fra hans tidligste Arbejder, har haft Lejlighed
til at se den Udholdenhed, han har sat ind paa at udvikle sin musikalske
Personlighed; vel har undertiden hans Frygt for det blødagtige og banale
givet sig Udslag i lige modsat Betning (f. Eks. i Suiten for Klaver, der

Tilskueren 190J 18

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Project Runeberg, Tue Dec 12 03:44:41 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >> https://runeberg.org/tilskueren/1902/0271.html

		Tilskueren / Aarg. 19 (1902) / 265 (1884-1939) Table of Contents / Innehåll \| << Previous \| Next >>
	Project Runeberg \| Catalog \| Recent Changes \| Donate \| Comments? \|