Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rudolph Bergh: Fra Opea og Koncertsal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra Opera og Koncertsal
267
Dagen: Tema’erne er ikke betydelige, og Komponisten er endnu ikke
naaet frem til at frygte Banaliteter. Naturligvis føltes alt dette stærkest
i Adagioen. Det, Hr. Børresen fremfor alt trænger til, er at uddybe
sin Personlighed og at udvikle sig i Retning af Kræsenhed over for sig
selv; han kan ellers med Tiden staa Fare for at komme ind i det rene
Rutinearbejde.
Schumann har engang i et Brev til en ung Komponist skrevet de
vise Ord: „De maa fremfor alt forsøge at finde paa nye og smukke
Melodier; det kombinatoriske maa kun være det mere tilfældige". De
Ord kunde enhver ung Komponist trøstig slaa op over sit Natteleje.
Heller ikke vilde det være til nogen Skade, engang imellem at tænke
paa, hvorledes Beethoven ofte omarbejdede og forandrede selve sine
Motiver og Temaer, inden han gav sig til at udføre dem. Mange
kommer lovlig let til deres Ideer.
Paa de store Koncerter har man kun hørt ét nyere, dansk Arbejde:
Jørgen Malling’s Küwala (for Solostemmer, Kor og Orkester), som
opførtes i Musikforeningen og gjorde megen Lykke. Det er et naturligt og
ganske tiltalende Arbejde med nogle taknemmelige Soli og med letsyngelig,
velklingende Korsats. Stemningsfuldt er navnlig Indledningskoret og
Küwala’s første store Solo (som blev smukt sunget af Fru Holstein-Berg).
Men meget ny og dyb er rigtignok denne Musik ikke, og den falder
stedvis ud i det lidt vulgære: meget banalt er saaledes Bardernes Kor,
Fingal’s sidste Solo og Mellemspillet, under hvilket Küwala gaar ind i
Hulen. Man faar det Indtryk, at Komponisten omtrent ved Midten af
Arbejdet er blevet træt; første Halvdel staar i hvert Fald i det store
hele over sidste. — Foruden Küwala bragte Musikforeningen en smuk
Udførelse af Beethoven’s G-mol Symfoni; Professor Neruda’s
Gengivelse var aandfuld uden at være maniereret. Hvad den meget
omstridte Begyndelse (indtil 2den Fermat) angaar, saa lod han den komme
hurtigt og bråt. Nogle moderne tyske Dirigenter holder Tempoet
langsomt indtil 2den Fermat — jeg maa tilstaa, at jeg finder den første
Opfattelse sundere og naturligere. Navnlig det, at der finder en Gentagelse
Sted, gør den anden, mere dramatiske Opfattelse usandsynlig; desuden
var Beethoven ingenlunde bange for at foreskrive Tempoforandringer i
sine Noder, naar han ønskede saadanne.
Gæciiiaforeningen fejrede sit 50 Aars Jubilæum og fejrede det
under de lykkeligste Tegn: den har jo i det sidste Tiaar været vort
Publikums erklærede Yndling. Og Dirigenten, Kapelmester Rung,
fortjener det: selv om Moden og andre Omstændigheder er komne ham til
Hjælp, saa er det et stort og beundringsværdigt Arbejde, gennem hvilket
han har udviklet sin Forening til det, den nu er. Han har gjort
Cæ-ciliaforeningen fra en lille til en stor Forening og han har udvidet dens
oprindelig noget snævre Program til et langt mere omfattende: det er
ham, som har bragt os saadanne Værker som Bach’s H-mol Messe og
Johannes-Passion, Händel’s Israel i Ægypten, Mozart’s Requiem,
Beethoven’s Missa solemnis; ja, i de sidste Aar er han gaaet saa vidt
som til at opføre adskillige store, rent moderne Værker. Dog tør man
maaske haabe, at Foreningens Tyngdepunkt maa vedblive at ligge i dens
18*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
