Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N. Neergaard: Hall og den skandinaviske Alliance i 1863
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
305 Hall og den skandinaviske Alliance i 1863
eller vilde Sverige forblive passivt, og han selv skulde da „heller
ikke holde sig tilbage, men ofre sin sidste Blodsdraabe".
Da Hamilton i Begyndelsen af September kom til Stockholm
med Traktatudkastet, blev det besluttet, at det skulde forhandles
ved en Konference paa Ulriksdal den 8. September, i hvilken
Kongen, De Geer, Manderstrøm, Gripenstedt, den norske Statsminister
Sibbern og Hamilton deltog. Det var — utroligt nok — første
Gang dette Alliancespørgsmaal, i hvilket Kongen og
Udenrigsministeren allerede havde bundet sig paa saa afgørende Maade,
behandledes mellem de forenede Rigers ledende Ministre. Resultatet blev,
som bekendt, at De Geer, Gripenstedt og Sibbern, udtalte sig
bestemt imod at tiltræde Allianceplanen, saafremt ikke mindst en af
Stormagterne erklærede : sig villig til med Vaabenmagt at støtte
Danmarks Sag, at Manderstrøm faldt sammen overfor den kraftige
Modstand og at kun Kongen og Hamilton med . Energi gik i Ilden
for den tidligere førte Politik. Der kunde af mange Grunde ingen
Tvivl være om, hvem der var den stærkeste Part. Finanstilstanden,
Udlandets, særlig Ruslands Holdning og ikke mindst det, at der,
naar det kom til Stykket, næppe fandtes noget Flertal indenfor
Repræsentationen, som vilde bringe de betydelige Ofre, en
skandinavisk Krigspolitik fordrede: alt dette var vægtige Argumenter, og
desuden vilde, af Hensyn til Repræsentationsreformen, et Skifte fra
De Geer—Gripenstedt til Hamilton—Manderstrøm være saare
betænkeligt. Afgørelsen faldt da faktisk ud til Alliancemodstandernes
Fordel: man vilde spørge Vestmagterne, om de var villige til at
yde væbnet Hjælp, og blev Svaret, som man almindelig ventede
det, nej, skulde Allianceplanen stilles i Bero.
Manderstrøm og Hamilton følte i første Øjeblik denne
Afgø-som et politisk Dødsstød, ja den førstnævnte talte endog om, at
havde han haft en Giftflaske hos sig, havde han tømt den den
Aften. Men da de fik „sovet paa det", bestemte de sig til at blive,
vistnok af forskellige Grunde. Hamilton i hvert Fald har næppe
opgivet Haabet om ved Kongens Bistand at føre den
Alliancepolitik, i hvilken han saa ikke blot en personlig Æresag, men ogsaa
Vejen til Virkeliggørelsen af sine ærgerrige Forhaabninger, frem
paany. I hvert Fald er det sikkert, at Manderstrøms og Hamiltons
Forbliven bragte Sagen ind i det uheldigst mulige Spor. Den
eneste korrekte og værdige Fremgangsmaade vilde have været den
gennem et Personskifte og paa anden Maade at lade den danske
Regering utvetydigt vide, at Sverige nu agtede at træde tilbage fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
