Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Just Bing: Arne Garborgs religiøse Forfatterskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
325 Arne Garborgs religiøse Forfatterskab
svarer St. Peder, fordi du gav en fattig Enke Ret, og en Rigmand,
som bygged syv Kirker, slipper ligesaa, fordi han gav en syg
Stakkel Brød. Vismanden og Kunstneren ængstes, fordi de ikke har den
rette Tro. SL Peder hilser dem velkommen: Du øged Lyset og
havde Mod til Sandhed. Du dyrked det fagre; det fagre er Gud!
Dernæst: Kort Proces med dem, hvis Liv var indholdsløst!
væk er de i Ilden; Storherren fyger op i Lue som en Strydot,
Stadsfruen ryger til Vejrs som en Askefille, Hærmanden smelder bort
som et Skud løst Krudt, det lærde „Skrukkeskind" krøller sig
sammen og tørker ind; Klingklangsangeren bliver bare et Knep, som en
Streng brister, „Etarsekken" bliver til en fræsende Fedtflæk.
Det er som Højhed mod dette usle, naar saa Garborg fører
frem de døde, som véd deres Vej. I dump Stilhed skrider den blaa
Hær med den blege Ham, stivt glor de tomme Øjne mod
Hang-tussa. De skal til det evig øde Mørkheim, hvor Pinen begynder.
De kommer i tæt Stimmel, men som det er for sig selv, og ikke
for andre, at enhver af dem har levet sit Liv, saa gaar de i Stimlen
hver for sig med sin Møje,
Ingen for annan
seg klaga kann
det er som stengt
millom Mann og Mann.
Her arbejder de i evig Pine, maa stride for den Livsløgn, de
har stridt for, skønt de véd, den sviger. Her brænder de
hverandre med onde Ord som Ild, lokker hverandre i Lidenskab og spyr
Hadets Lue mod den, de har lokket — til de slukner udtærede og
tomme, den største Rædsel, den anden Død, da er de strøgne ud
af Guds Minde. Smelter de og renses i Ilden, da staar Haabets
Vej opad aaben for dem. Men forhærder Ilden dem i Ondskab, gaar
de til Nivlhejm; dér er der Is bag Ildens Brand, „Sjølvhugens" Is.
som so her æveleg
frøyste og fraus
(voldte frost og frøs)
Over dem falder hele Verdens Ve, Regn af Haabløsiiedens
Taarer i Mandhejmen, Blodstrøm fra Krig og Mord. Hver har sine
Synder og sin Kval, men de bærer alle et Mærke: Dyrets Mærke.
Det tjener de, det hilser de med Forbandelse; det troner paa Borgen i
Nivlhejm og spotter dem alle. Og i det inderste Nivlhejms Krog
sidder Helherren bunden, i evig Længsel efter den Tid, da hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
