Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Ch. Nielsen: Vinterens Vers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vinterens Vers 329
findes der saadanne Vers, hvor Lyrikken pludselig har faaet Magt
til at hæve Ordene til virkelig gribende Kunst.
Undertiden ejer hans Vers en Lapidarstils Uimodsigelighed,
som naar hans Satire former sig i følgende bedske Linier: „Vor
Aandskraft blomstrer i Albertiner, Spekulanter i
Sjælsmarga-riner."
Højest naar hans Kunst, hvor Følelsen har haft en saadan
Styrke, at den har revet ham med sig ud over al billedsøgende
Reflekteren. Saaledes Angesten og Hjemveen i Digtet: „Skal jeg dø" —
Naar man ønsker at finde hans bedste Kunst, søger man
derfor naturlig til den Afdeling, han kalder Kærlighedsdigte.
Det er først og fremmest Kærlighedens Evne til at udvide
Sjælen, gøre den større baade i Sorg og Glæde, Forfatteren har
Blikket aabent for, og det er ogsaa denne Følelsens Storhed, der
har fundet Udtryk i det sidste af Kærlighedsdigtene, hvor Savnet
og Længselen rytmebinder det ene dejlige Billede efter det andet,
indtil den i ét Vers samles i al sin Vælde.
Jeg er en Kirke med Orgel og Sang,
og du er den store Gud.
Helligdagstjenesten er forbi,
og Kirkefolket gaar ud.
Langsomt tømmes det høje Hvalv
for Lyd af Orgel og Sang,
ligger tilsidst saa dødsenstyst. —
Naar fyldes det næste Gang.
I de fremhævede Vers og i Digtene til „Lille Lydia" og til
Sønnen ligger Bogens Tyngdepunkt, og det glædelige, der gør, at
Samlingen svarer til Navnet „Vaardigte" er, at dette
Tyngdepunkt ligger i Bogens sidstskrevne Halvdel; thi trods Svaghederne
bærer den tydeligt Bud om et voksende Talent.
Selv en Klassiker som Holger Drachmann har maattet følge
med i Udviklingen. Ogsaa hans Bog møder i fint Omslag stilfuldt
og smukt komponeret af Eva Drachmann Federspiel. Men
Forandringen strækker sig kun til det ydre — for øvrigt er det den
kendte Drachmann. Indholdet er vel nok mere uroligt mangeartet
end nogen Sinde før, men det er jo kun naturligt, at den gamle
Digter, nu da der ikke længere føjes nye Strenge til, lader
Haanden glide hen over dem, som Aarene har spændt paa hans
Harpe; maaske dvæler han længere end før paa Vemodets.
Der er som i alle Drachmanns Bøger — ikke mindst de sidste —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
