Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Fortællinger II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fortællinger II
49
højt i Luften, mens hun gik.* Med saadanne Petitesser kan Forfatterens
Fantasi ikke blive træt af at nusse.
Men de fleste virker dog ogsaa her i „Det graa Hus* sammen i
en betydelig symfonisk Virkning. Alt det omstændelig indholdstomme og
langsommelige i Gammelmandshjemmet og Fornemhedsselskabeligheden
bliver levendegjort for Læserne ved alle disse Enkelttræk. Og de samler
sig i en melankolsk tragisk Helhed af en døende Tid under det nationale
Nederlags Skggge, en døende Slægt i ramlende Ruin og en døende Storhed,
der fuldt vaagen følger Timeglassets Rinden ud. Den gamle Eksellense
er — ligesaa vel som Moderen i den forrige Bog — romantiseret en
hel Del, men — som i hende — er der baade fint, overlegent
Sjæls-studium og storstilet Poesi i hans Skikkelse. Mellem den Frue-Kirke-lige
Højærværdighed og forskellige Berømthedssønner, mellem Invalider fra
1864 eller lige fra 1814 og Nationalliberale, der lamenterer over Venstres
Fremgang, og mellem sit eget havarerede og dekadente Afkom rager
den 80-aarige op som en sejg, knudret Kæmpeeg. Med sin geniale
Lægekunst og sin kraftige Hensynsløshed har han under sin lange
Løbebane sat. sig i Besiddelse af alle Ærens, Rigdommens og den sociale
Stillings Goder, og nu da han — med sin Rovdyrsappetit endnu i
Behold — mærker, at Livet snart slipper ham af Hænde, har han kun
den sidste, bedske Glæde at kunne benytte Alderdommens og
Eksellence-værdighedens Forret til med Medicinerkynisme at krænge Vrangsiden frem
af Menneskene og skære igennem alle de sociale Løgne, han lever midt i.
Noget af en Balzacsk Romanfigur er han ganske vist, — Bang ser nu
en Gang alt i kunstigt Roman- eller Teaterlys —, men en ligesaa
hensynsløs som medfølende „Drang nach Wahrheit* har dog søgt tilbunds
i Skikkelsen:
Hos Forfatterinder er denne Sandhedstrang ofte mindre bydende
og eneraadig, og den naive „Lust am Trug" mere uudryddelig end hos
Mænd, og det er ogsaa Kvinder, som bedst skriver rigtige
gammeldags Romaner nu om Stunder. I en Forfatterinde som Fru
Malling, der oprindelig har lært meget af Herman Bang, er der en ikke
ringe feminin Skarpsynethed og Finfølelse i det smaa, og det er dette,
som stadig giver hendes Bøger kunstnerisk Værdi. Det er jo nok bleven
Mode i de senere Aar hos Kritikken at affeje dem ved at forsyne dem
med Etiketten „engelske Dameromaner". Som om ikke mange af vore
velmeriterede mandlige Forfattere maatte ønske sig noget af den tillevede
Fortrolighed med det gode Selskab og med velopdragne unge Pigers
Sjæleliv, som de „skrivende Gouvernanter" sidder inde med. I flere af
Fru Mallings Romaner og saaledes ogsaa i den sidste: „Damerne paa
Markeby" fortælles der om en ung Pige, der er vokset op i et beskedent,
men dannet Hjem paa Landet og nu for første Gang kommer ud i
Verden at staa paa egne Ben og hjælpe sig selv; med spirituelt Humor
lever Forfatterinden os ind i de Forestillinger og Fremlidsdrømme, hun
møder op med, og i hvordan hun gererer sig og reagerer overfor, hvad
der møder hende. Det er ingenlunde nogen banal Landsbyuskyldighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
