Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Fortællinger II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fortællinger II
347
Og saa tilsidst, — de gamle norske Digtere, som er hendes Lærere,
er heldigvis endnu levende. Den ene af dem, Jonas Lie gav jo Møde ved
Jul, og han er forbleven den gamle Heksemester, hvis Stav Fantasien
og Aanderne stadig lystrer. Han er, synes det, i de senere Aar traadt
ind i samme Stadium som Ibsen — eller som Shakespeare —, da de
i deres Alderdom var begyndt at trættes ved at bygge solide Hjem
for Mennesker og i Stedet paa deres Mesterskabs Højde morede sig med
at lade de lydige Aander føre lette, luftige Fantasislotte op af
Virkelighedens Sten. 1 en Bog som „Naar Jentæppet falder" er der maaske
mindre reelt Livsstof, mindre ny „Studier i Marken" end i de gamle
Romaner af „Familien paa Gilje’arten. Blandt Personerne i den ny Bog
er der mange Lieske Kendinger, og Lies gamle Læsere vil straks være
orienterede og præparerede saavel overfor den forfaldne Fotograf og hans
Ungdomskærlighed som overfor Foredragsholder og Assuranceagent
Wangen-stein. Men aldrig har Lie set nogen af sine Personer med saa overlegen
Ironi og tegnet ham med saa sikkert Maadehold som netop denne
Wangen-stein, aldrig har han haandteret et Forhold med lettere Elegance end
Ingeniørens og Amerikanerfamiliens, aldrig heller taget menneskeligere og
mere erfarent paa en ægteskabelig Misstemning end paa Ægteparrets
Angells. Og med en helt koket Ynde er de fire—fem forskellige Pars
Historier komponeret sammen i Rammen af en Atlanterhavsturs ni Dage;
saa nydelig som i en Dans glimter Parrene rythmisk frem og forsvinder,
de er stemte mod hinanden med saa fin og diskret Smag, og
Forholdene udvikler sig med en saa lykkelig Blanding af Paralel og
Kontrast, at de paa den behageligste Maade afløser hinanden i vor
Opmærksomhed. Og Enkeltmelodierne holdes sammen i fælles Harmonier
gennem Rejsens Fællesskab; lige fra den impressionistisk skildrede Afrejse
og det første table d’höte fører hver ny Dag paa Overfarten os saa at
sige ind i et nyt Luftbælte med dets egen Stemningsfarve — den første
Dag er den foreløbige Præsentations, den anden det første Bekendtskabs,
den tredje er den begyndende Tilvantheds Dag —, og i disse skiftende
Atmosfærer undergaar alle Enkeltforholdene paralelle Forandringer. Indtil
saa Katastrofen indtræder, og Jerntæppet for hele Livets Komedie pludselig
synes uhjælpelig at skulle falde for Rejseselskabet. En vittig og
dybsindig Idé; det er paa en Maade Bjørnsons fra Sprængningsakten i
„Over Ævne" 2den Del, men forvandlet til en lystig Komedieidé, fordi
det hele opløser sig i blind Aliarm. Men idet Dødsangstens Øjeblik
med ét har afklædt alle Personerne i deres Nøgenhed, har det i et Nu
givet alle de halve Forhold, som befandt sig midt i en langsommelig
Udvikling, et afgørende Skub fremad til Fuldendelse eller tilbage til
Opløsning. Unægtelig giver nu Afsløringen os Læsere altfor lidet ny og
overraskende Resultater; det Kursus i Menneskekundskab, der gives os
ved at lade os se Hr. Wangensteins Idealisme eller Ingeniørens Kærlighed
holdt til liden, er lovlig populært og beregnet paa et noget barnligt
Publikum; alene Mynherr van Titufs Afsløring kan siges at komme som
en Nysen over Læserne. Men i hvert af de smaa Dramaer virker
Episoden imidlertid som en yderst fornøjelig og effektfuld „deus ex
machina"; som Fløjten i Eventyret har Dødens Pust i et Nu tvunget alt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
