Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - K. Gjellerup: Carl du Prel - II. Kritik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl du Prel
397
rettigede? det er det Spørgsmaal, som jeg i det følgende vil
forsøge at belyse.
Det karakteristiske og afgørende i du Prels Lære træder for
Dagen dér hvor han afviger fra Schopenhauer, som han gaar ud
fra — endnu mer end han selv vedgaar, men som han — efter
sin egen Mening — korrigerer og fuldstændiggør. Dette sker i to
Hovedpunkter.
For det første: i det for os ubevidste fysiologiske Liv ser han
ikke blot en Vilje, men denne Vilje viser sig at være
intellektuel. For det andet: vor Personligheds Rod i det hinsides viser
sig som individuel.
Paa disse to Punkter beror alt. De udgør hvad han kalder
„Sjælens Opdagelse."
Af disse to Punkter er nu igen det andet det vigtigste — ja
det første er væsentlig for det andets Skyld. Her ligger altsaa
den drivende Kraft, der førte til hin Skilsmisse fra Schopenhauer,
ligesom for i selve Afvigelsen at konstatere, hvor rigtig Mesterens
Lære er, at Viljen og ikke Intelligensen er det afgørende. Thi det
er aabenbart Individualitetsdriften der ikke tillader ham at blive
under Tag hos Schopenhauer, fra hvem han dog har næsten alle
sine Grundideer, — og formodentlig var denne Drift saa stærk i
ham, netop fordi han selv ikke var nogen særlig udpræget
Individualitet. Den, der altid brøler efter Kraft, som en Hjort efter
Vand, er sikkert ikke noget Kraftmenneske, og den for hvem
struttende Sundhed bliver en Afgud, han er tilforladelig selv syg.
Saaledes ogsaa her. Man sammenligne du Prels nette, men blege og
almindelig farvede Stil med Schopenhauers, hvor næsten hver
-eneste Sætning har hans ejendommelige Autorpræg, man bemærke
<let gennemgaaende eklektiske Træk hos du Prel, der gaar saa
vidt, at det bliver en staaende Formel hos ham at forvandle et
„Enten-Eller" til et „Baade-Og", — han er aldrig gladere og stoltere
end naar dette Kunsstykke formentlig er lykkedes ham. Saa klamrer
han sig da ængstelig til denne Individualitet, og i Følelsen af dens
Svaghed forlanger han endogsaa en Forstærkelse af den ved Døden.
Schopenhauer derimod, der var saa knortet og stivrygget en
Individualitet, som nogen Verden kender, antager ganske vist, at vor
Individualitet vel paa en eller anden Maade maa strække sig over
i det hinsides, og ikke er et blot Fænomen, men han gør det
fuldkommen rolig, ja uinteresseret, af en ren Erkendelsesgrund, fordi
Karakterernes moralske Forskelligheder ellers er uforklarlige eller i
Tilskueren IBOS . 27
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
