Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - K. Gjellerup: Carl du Prel - II. Kritik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl du Prel
405
Angorakat og tyske filosofiske Bøger i sit hyggelige, aristokratisk
udstyrede Hjem, ved Randen af den store Skov, som han vaagede
over og hvor han aldrig gik paa Jagt. Han tilhørte en adelig
Familie, i hvilken der forekom allehaande mystiske Fænomener,
navnlig Dobbeltgængen, Varsler og Fremsyn. Saa havde han da
ogsaa en Rem af Huden, og han var ikke blot en stor Beundrer
af Schopenhauer, men skattede ogsaa Carl du Prel højt, ja var
formodentlig den eneste i det daværende Danmark, der kendte den
sidste, og en af de yderst faa, der læste den første. Intet Under
altsaa, at Carl du Prels litterære Fysiognomi for mig flyder sammen
med min gamle Vens legemlige.
Nu er han længst død, og han er netop den eneste Ven, som
jeg har mistet og som jeg undertiden levende savner og hjertelig
længes efter. „Ak, kunde vi dog igen sidde sammen i den låve
hyggelige Stue med det mosgrønne Tapet, og tænde de kostelige
Cigarer, som du altid omhyggelig tog frem af det Vidunderskab,
hvis Træsort ingen Fagmand havde kunnet udgranske, — og snakke
betænksomt sammen om Organprojektion og det gyldne Snit, om
Styrelsen i Levnedsløbet, om Determinisme og Frihed, om Anelser
og det andet Syn, om Schopenhauer og Darwin og Carl du Prel!"
Saaledes har jeg vel tænkt de hundrede Gange, og hvorledes
skulde jeg ikke have tænkt saaledes i denne Tid, da jeg har
beskæftiget mig saa indgaaende med denne den aandrigeste Advokat
for Udødelighedstanken. „Hvad mener du?" har jeg vel da halvt
spøgende sagt, „har vor Ven Carl du Prel dog Ret i
Hovedsagen, og skal vi træffes i det hinsides og underholde os med
hinanden i hint fuldkomneste af alle Sprog, den direkte
Tankemeddelelse?" Og jeg syntes da at, om saa var, min Ven, der — som
alt bemærket — tilhørte en magisk ikke ubegavet Familie, gerne
kunde have givet et lille Tegn fra sig. Men aldrig saa meget som
en Banken lod sig høre. Og naar hans gamle fine Hofmandstræk
dæmrede frem, saa var det ikke i et mystisk Astrallys, kun i
Erindringens vemodig forklarede, men jordiske Skær. Og naar
Læberne bevægede sig, saa gav de mig ingen sikker Oplysning
ä la Carl du Prel, men de gentog kun det Schopenhauerske
Gaadeord, som jeg først har fornummet fra dem, og som derfor er
mig saa dyrebart: „Trotz Zeit, Tod und Verwesung sind wir noch
alle beisammen".
K. Gjellerup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
