Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Brøchner og Molbech
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
420 Brøchner og Molbech
419
hed, i de lidt senere Rejsebreve minder en vis kunstnerisk
studentikos Raskhedsjargon nu og da om Chievitz eller P. L. Møller.
Forældet synes os naturligvis ogsaa saa meget af Aanden i disse Breve
— lige fra den „Romafarer"poesi, hvori de begge lever og aander,
til den helt uciviliserede Jødeforagt, som nu og da kan røbe sig
hos disse saa dannede Mennesker. Eller hvor underlig filistrøs
forekommer os ikke de to Venners Syn paa Ægteskab og Hustru,
efter at de begge har maattet lade deres Ungdomskærlighed flyve.
„Ved at ofre et Ideal uden Virkelighed," skriver den nygifte
Molbech, „har jeg vundet en Virkelighed, som mest af sig selv, kun
for en lille Del ved min Hjælp, daglig vokser op mod Idealet. Den
Kærligheds Bygning, som jeg — og vel andre ligesaa — i
Ungdommen vilde begynde med Taget, den rejser sig nu paa en sikker
og virkelig Grundvold, langsomt og lidt efter lidt, men skal vel
engang, med Guds Hjælp, naa lige saa højt mod Himlen som
min Ungdoms Drømmeslot." Af et utrykt Brev fra 1850 til en
anden Ven faar man ogsaa et snurrigt Indtryk af Brøchners
Kunststandpunkt: „Man har for nylig ved en Konkurrence i Anledning
af Sejren ved Fredericia foretrukket en latterlig Karikatur af Bissen:
„Den tapre Landsoldat" for en Thor af Jerichau." — Noget vist
snævert smaaligt og stillestaaende kan der overhovedet heller ikke
frakendes den hele Brevveksling, naar man følger den gennem de tyve
Aar — endda begge Parter havde rejst meget og udvidet deres
Synskreds baade i Virkelighedens og Tankens Verden. Fra de
som unge spiser sammen i Studenterforeningen og om Søndagen
spadserer ud til Josty og Alleenberg, indtil de, efter deres
Udenlandsrejser og efter Molbechs Eksil i Kiel, i deres ældre Aar igen
begge huses bag samme Volde og kævles med Modstandere paa
Universitetet eller i „Dagbladet", — hele Tiden drejer Brevene sig
som de samme faa Interesser og Forhold — omhandler de samme
Universitetsudsigter, spekulerer i den samme gamle Sibberns eller
Hauchs Fratræden, søger Kriegers eller Madvigs Protektion, og
uforanderlig beherskes det offentlige Liv af samme Konstellation af Navne:
Hall og Monrad, Kierkegaard-Rasm. Nielsen og Grundtvig,
medens stadig det slesvigholstenske Spørgsmaal med tilhørende
Tyskhad danner Akkompagnementet til Brevvekslingen. I alt dette noget
ensformig smaatkreppede Smulvande sender kun det oprivende,
skæbnesvangre Krigsaar 1864 for en Stund sine Dønninger ind.
Men til Gengæld ligger der ogsaa en saa stilfuld Kultur, en
saa næsten uskyldig Idealitet over de to Venners brevlige Samliv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
