Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Brøchner og Molbech
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
420 Brøchner og Molbech
423
stedse som interesseret Avislæser alle den europæiske Politiks
Tildragelser; den Gæsterolle, han 1854 gav i Folketinget, var
ingenlunde en saa isoleret Episode i hans Liv, som man har troet.
Men naar han alligevel tidlig stillede sig uden for Livet og helt
og holdent indviede sig til Grublen over Tilværelsens
Grundspørgsmaal, saa var det ikke blot den indre Tankenødvendighed, der
efter Bruddet med det teologiske Studium drev ham ind derpaa,
men ogsaa ydre Forhold har — ser man — virket med. En arvet
Brystsyge, der allerede havde bortrevet to af hans Søskende og
hvis Sting han følte i Brystet, forberedte ham fra ung af paa en tidlig
Død; Familieforhold havde ogsaa stillet ham forholdsløst ene i Livet;
dertil kom saa, at en lille Formue som ung gjorde ham nogenlunde
uafhængig af Levebrødsberegning. Endelig virkede hans Slægtning:
Kierkegaards Forbillede dybt ind paa ham. Som denne vilde han
stille sine faa Leveaar helt „i Ideens Tjeneste"; „med lidt Energi,"
skriver han til en Ven, „maa man da i Løbet af et Aar kunne
komme paa det Rene med sig selv og saa dø med et Smil paa
Læben." Filosofien var ham da ikke et Fag som et andet, han
blev Filosof i antik Forstand. Karakteristisk skriver han i
Anledning af Worsaaes arkæologiske Studier: „Det er dog umuligt at
sætte sig i personligt Forhold til et saadant Stof, og det er dog
til syvende og sidst al Videnskabs Maal. Naar jeg skal studere,
maa det dog være væsentlig for min Skyld." Han søgte i Filosofien
den Befrielse og Fred, han ikke fandt i Religionen. At naa ud over
alle Illusioner og frigøre sig for alle Begær, at leve helt i Ideen som
det eneste evige og sande i Tilværelsen — det var, hvad han søgte
i Filosofien. Hans sikre Tro paa Tilværelsens inderste Idealitet, paa
„Værdiens Bestaaen" var hans optimistiske Religion. Over for en Ven,
der bebrejdede ham hans mørke Livsyn, henviser han netop til
denne sin dybeste Kulsviertro. Den radikale Frihedskærlighed og
Demokratisme, som han havde indsuget i 1848 og — i
Modsætning til sine samtidige — endnu bevarede over for Gennembruddet
i 70erne, den bundede netop, som han skrev til denne Ven, deri,
„at jeg har Tro til det gode i Verden, at jeg trods al
Sandsynlighed ikke lader mig den Overbevisning fravriste, at det gode er
det stærkeste og sejrende." Men højere end noget lyste Døden
ham i Møde som den fulde Løsgørelse fra al snæver Endelighed,
som den befriende Opgaaen i Ideernes Verden. Allerede som ung
kommer han i Breve ofte tilbage til dette, at der ingen Grund er
til at tage bedemandsagtigt paa en saa lystig Ting som Døden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
