Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. L. Holstein Ledreborg: Om Landstingets livsvarige Medlemmer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
440 Om Landstingets livsvarige Medlemmer
givne Tid blev muligt; med andre Ord, at Lovgiveren ikke har
modsagt sig selv; men det havde han gjorl, hvis en Rigsdag ikke
kunde samles paa den Tid eller i de Tilfælde, hvor Grundloven
foreskriver det; og det ikke som en Følge af ydre Hindringer, men
fordi Grundloven selv — direkte eller indirekte — havde gjort det
umuligt. Efter vor Forfatning gives der ingen Dag, paa hvilken en
Rigsdag ikke kan samles. — At Junigrundlovens § 13 ikke er
optaget i Grundloven af 1866, gør naturligvis ingen Forandring heri.
Man kan deraf ikke slutte videre, end at Lovgiveren har anset den
der omtalte spontane Sammentræden efter Kongens Død for
overflødig, men intet Som helst om hans Stilling til den almindelige
Opfattelse, der ligger til Grund for Paragraffen og gør dens
Bestemmelser mulige, og som disse kun var et Udtryk for blandt mange
andre. Ogsaa dette følger af, at Grundloven af 1866 ikke er nogen
fra Junigrundloven forskellig Forfatningslov, men kun en Revision
af hin. Hvad der var Forudsætning i Juniloven er det ogsaa i
Forfatningen af 1866.
Saavel efter Opløsningens Begreb som efter den gældende
Grundlov er det da urigtigt, naar man identificerer Opløsning med
Mandattilintetgørelse. Her er ikke skelnet tilstrækkelig skarpt mellem
selve Begrebet og det, der accessorisk følger deraf eller dermed.
Thi at der er en bestemt Forbindelse mellem Opløsning og
Mandattilintetgørelse er sikkert nok. Opløsningen er for det første
en Betingelse for, at Mandaterne overhovedet kan røres førend
de forfatningsmæssige Frister er udløbne. Over for en bestaaende
Rigsdag vilde en saadan Indgriben i dens Medlemmers retlige
Eksistens, fra hvilken som helst Side den end kom, være en Krænkelse
af dens Stilling som overordnet Autoritet i Statslivet. Men
Opløsningen er mere end dette. Den er det af selve Forfatningen
anordnede Middel til Opnaaelsen af Mandatrevision i Almindelighed.
Dette følger af „Opløsningens" universelle Betydning. Opløsning
har i alle konstitutionelle Lande denne Betydning og ingen anden.
Den har den selvfølgelig ogsaa i vor Grundlov, hvilket allerede
indlyser deraf, at det er dens eneste praktiske Betydning; det
eneste, hvorved den i sine Virkninger skiller sig fra en almindelig
Rigsdagsslutning (Hjemsendelse). Opløsning og Mandatrevision
kompletterer hverandre. Hver Gang der finder Opløsning Sted, skal
der efter Forfatningens Hensigt finde Mandatrevision Sted, selv om
der, som hos os, ingen udtrykkelig Bestemmelse findes derom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
