Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: Partikulier. Novellette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
448
Partikulier
Nej, nu var det der igen! — Det var, som om han aldrig
før havde set, hvor smukt’ Spadebladet lagde den blanke Muld fra
sig — eller hvor ækelt Regnormen, der var skaaren over, sad i
Gravebrinken og vred Jord ud af sig og bugtede sig og vinkede.
— Føj for Satan! sagde Niels Hansen, der ellers aldrig bandede.
Og straks efter fik han Øjnene fulde af Vand ved at se ud over
det Radisstykke, han stod og gravede i. Som om han ikke havde
set det Syn hundrede Gange før!
Han følte sig helt hjælpeløs ulykkelig i Kroppen. Der var
virkelig noget af en Druknendes Famlen efter Redning i hans
Bevægelse, da han rent i Tanker greb efter sit Ur. - Men da
han nu havde faaet det op af Lommen, vilde han dog se, hvad
Klokken var; han havde det sidste Par Timer slet ikke tænkt
paa Tiden. — Klokken var et Kvarter over tolv.
Eet Kvarter over tolv!–
Men saa–— og med det samme var han inde i den
Tankegang, som ganske havde optaget ham hele Formiddagen,
indtil han for et Par Timer siden faldt saa underlig i Staver. —
Klokken var over tolv! Saa var han jo slet ikke Gartner længere.
Han var Partikulier. Denne Have, som han havde ejet og dyrket
i tredive Aar, var ikke hans mere. Han skulde aldrig mere gøre
et Spadestik i sine Dage, thi fra Dags Dato, den 15. Juli KL 12
Middag, tilhørte Haven Kristen Kollerup.
At han da blot et Øjeblik havde kunnet glemme dét — over
saadant noget forbandet Sludder!
He! — Eftermiddagsplukningen kom slet ikke ham ved. Han
havde jo slet ikke Lov til at plukke Jordbærrene i Eftermiddag,
selv om de trængte aldrig saa meget til det. — Det var dog
underligt.
„Niels!" blev der kaldt. — Det var Konen.
„Ja, Gine!"
„Naa, Du er da holdt op, ser jeg," sagde hun, idet hun kom
ned ad Havegangen. „Jeg kunde høre Spaden klingre her ude;
saa troede jeg næsten, om du havde glemt at se paa Klokken. —
Aak, ja, Gud ske Lov, vi er ovr’et!"
Niels Hansen stod og sparkede Mulden af Spadebladet med
sin ene Træskosnude.
„Nu hører denhér Kristen Kollerup til," sagde han. Saa tog
han Spaden om Skaftet og gav sig langsomt paa Vej op mod
Huset.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
