Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: Partikulier. Novellette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
458
Partikulier
hvor saa’ de dog ud! Disse overfyldte, overmodne, tunge, tunge
Duske, der nu tilmed var helt pjaskvaade af Duggen. — Han
saa’ da alting saa grusomt tydeligt. Det var, ligesom han havde
sin Kones Sy-Briller paa. Det skar i Øjnene og langt ind i
Hjernen.
Hvor saa’ ogsaa de høje, grønne Aspargesplanter mærkelige
ud! Det var jo hele Træer, ligesom det kunde være Graner. Men
saa fine, saa fine som grønne Haar, og de gyngede og svævede
saa underlig let, ligesom dengang Gine gik med Krinoline paa,
dengang han blev forlovet med hende. Og alle de klare Draaber,
der hang paa dem og skinnede i Lyset.
Nej, det var hæsligt at se saadan — saa
tydeligt!–Himmelen stod saa sært ned over Haven. Lige saa snart han hævede
Øjnene mod Træernes Kroner — og de var ikke videre høje —
saa var den der, denne forfærdelig store, blaa, lyse Runding. Han
syntes aldrig før, han havde lagt Mærke til, at Himmel og Jord
saadan stødte lige sammen.
En Hanekylling galede i Grøften uden for Hækken. Sikken
væmmelig, fortrolig Lyd! Ligesom den kaldte paa ham.
Han tog sig fortvivlet til Hovedet. — Men — — i næste
Øjeblik var alle disse Underligheder borte: han følte sig atter grebet,
overvældet, slugt af Spørgsmaalet: „tør jeg lade Pengene blive
staaende i Banken, eller tør jeg ikke?"
Nu saa’ og hørte han intet omkring sig. Vidste ikke, at han
satte sig ned paa en Affaldsdynge ovre i Søndersiden af Haven. —
Han hug løs paa Sagerne med al den Energi, som en
væsenlig ubrugt Hjerne ejer. Men rigtignok ogsaa uden Spor af
Begreb om, hvor vidtrækkende den Opgave var, som han havde sat
samme stakkels Hjerne. Som gale Hunde, der løber om Kap, for
hans Tanker frem over Vanviddets aabne Mark. Han anede ikke,
at det var selve Livets Grundvilkaar, han søgte forandrede; at
det var en Sikkerhed, bogstavelig af en anden Verden, den, han
søgte for sine 6,700 Kroner.
Endelig styrtede alle hans Tanker—hovedkulds, hulter til bulter,
over, mellem hinanden. Og hans Bevidsthed trak sig forfærdet,
sønderknust ud af Forvirringen, ligesom en lille skambidt Moppe
arbejder sig ud fra en Dynge rasende, kæmpende Stor-Hunde, og
hinker bort.
Han gik, halvt viljeløs, op igennem Haven, ind i Huset. Men
først da han havde sagt ind ad Sovekammerdøren: „Kan du komm’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
