Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: Partikulier. Novellette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
464
Partikulier
„Aa, jamen hvorfor? kæreste Hr. Doktor!" sagde Gine, der
stod og hjalp sin Mand med Selerne.
„Det har jeg sagt, Madam!"
Doktoren fulgte med ud i Haven, gav, med den grusomste
Kommando-Stemme, Niels Hansen et i Virkeligheden meget vel
afpasset lille Arbejde for den Dag, — og for straks efter bort paa
sin Cycle. idet han truende raabte: „I Morgen Kl. 8 har De mig
igen!" —
Da Niels Hansen havde gravet nogle Omgange frem og
tilbage i Radis-Stykket — med den Bevidsthed, at saadan skulde
han blive ved at grave og arbejde, lige saa længe han levede; da
den naturlige Arbejdssved var brudt frem over hele hans Krop, og
alle Muskel- og Nervestrenge var komne til at spille og dirre paa
den gamle, sædvanlige Gartner-Maade, — da var ogsaa Verden
groet sammen igen for ham; Baandene omkring Karret tvang atter
Staverne fast sammen, og Ballien kunde igen holde Vand. —Han
kunde se saa uhyre langt frem — ogsaa paa den anden Side af
Graven, syntes han — li’saa grandgivelig: Dage og Dage, der alle
sammen lignede hinanden bestemt, ligesom Bede i en Køkkenhave,
der var pænt afsatte efter en Snor og ordentlig planerede. Han
følte sig saa magesløs tryg og beroliget; for alle disse gode Dage
de var jo altsaa hans,–-og han kunde jo endda godt tjene
nogle Skillinger endnu i de Dage, han skulde tilbringe her i denne
Verden. Naar saa de var til Ende, saa skulde jo Gine og han
ligge i det pæne, lille Stykke, som de havde lejet paa Kirkegaarden,
og hvor der var betalt for Vedligeholdelsen af Graven i de første
20 Aar efter den længstlevendes Død. Se, saa gik Tiden jo nok af
sig selv til Dommedag, og naar de først var kommen over den
Termin, saa havde de jo slet ingen Brug for Gravstedet mere, saa
skulde de jo i det hele begynde at have alting gratis.
Da han var færdig med det af Lægen paabudte Arbejde Kl. 4,
faldt det helt af sig selv for ham, at han vilde ind til Banken
igen med de 6,700. —
Lige i det Øjeblik, da han gik op ad den store Hovedtrappe
mod Gaden, følte han dog atter en kold Tvivlsfornemmelse drage
over sit Mellemgulv; men nu vidste han, hvor meget det gjaldt,
og han bad stille, at han maatte blive bevaret i Troen og Tilliden
til Diskontobanken. — Saa blev hans Sind roligt igen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
