Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knud Søeborg: Foraarsudstillingerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Foraarsudstillingerne
487
der er Tegn til Overmodning, saasom Løshed, Voluminøsitet,
usmagelig Sødme og skimlet Overflade. Det nærværende Arbejde af
Jul. Paulsen, om det end er mandigere end hans øvrige seneste
Produktion, kan da heller ikke betegnes som den Art af Maleri,
vi trænger til og længes efter. Den Art Nydelse yder os altfor
utilstrækkelig Ernæring. Her er intet dybt betagende, ingen rigtig
Fasthed; Billedet gløder ikke med Farve eller Energi og svaler ikke
med afklaret Ro.
Utvivlsomt er ogsaa Hammerhøjs Ydelse, trods Alvoren, til en
vis Grad skæmmet af den Slaphed, som i det store og hele gør
sig gældende i Aar. I hans klare og farvefine Interiører kan man
undertiden se et Mesterskab, som triumferer over den væmmelige,
genstridige Oliefarve; i Portrættets vanskeligere Kunst har han endnu
Stoffet imod sig. I det foreliggende, betydningsfulde Opus er
der dog ingen egentlige Fortegninger eller Misforhold, men vel i
enkelte af Hovederne, som Karl Madsens, en svigtende Formfølelse.
Anbringelsen af de en Smule taktløse Støvler i Forgrunden er ikke
noget elegant Greb i Retning af Komposition, selv om man vænner
sig til disse Monstrer, fordi de, i Sammenhæng med Figurens
indolente Stilling, er saa kostelig betegnende for deres Ejermand, den
kæmpemæssige, godmodige Holsøe. Hvem skulde tro, at en fin,
lille Lyrikers Sjæl havde taget Bolig i dette vældige Legeme?
Omtrent som man kunde tænke sig et Sangfuglehjerte i en Elefantkrop.
For øvrigt er netop Kompositionen og Farvestemningen egnet
til at indgyde Respekt; der er taget højtidsstemt, roligt paa
Opgaven at bygge de fem Venner fem sidestillede Mindestøtter.
Grupperingen og Behandlingen er saadan, at Willumsen — den af en
stor Hensigt besjælede — næsten umærkelig bliver det centrale i
Billedet, dets faste, bitre Kerne.
Her er nok ikke Tale om Ferskhed og Lækreri. Der er en
drøj Sanddruhed i disse Skikkelser, — Bindesbøll ludende, utilfredse
Fremtoning, Karl Madsen med det nervøse, forbeholdne, undvigende
i Udtrykket, den stædige Willumsen, den gemytlige Holsøe, den
forlegne, kejtede Svend Hammershøj. Og denne ubestikkelige
Realisme gør et varigt Indtryk, fordi den ikke er vilkaarlig,
detaille-vrøvlende, men forbunden med et poetisk samlende Syn. De sidder
ventende ved det hviddugede Bord med Snapseglassene og de
dejlig malte Lys — ventende paa Smørgaasen — en Situation
mere egnet for det roligt portrætlige end et Tidspunkt af oprømt
Selskabelighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
