Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
503
Døden i Hjertet, stadig saa den samme Staal fjederspændstighed og den samme
ligesom remonterende Ungdommelighed som vi har beundret i det 19.
fra Nora til Francilion. Paa et afgørende Punkt, blev Figuren ganske
tydeligt — og ikke blot legemligt — for lille. Beate taler — endogsaa
med Døden paa Læberne — ligesom Ellen Key. Fru Hennings holdt
sin Jomfrutale mellem de mange fremragende Herrer, som om hun alt
for godt vidste, at i en Kreds af saa udmærkede Mænd bør Kvinden tie.
Man havde hele Stykket igennem ikke ret troet paa, at denne lille
Daglig-stuedame havde saadan Sans for og Evne til at gribe ind i Mændenes Liv.
Var det i Grunden ikke ogsaa det, man bestandig har savnet og
endnu savner i hendes Hedda Gabler? Alt det smaat eller fint spillende
var i denne mesterligt gennemførte Figur: dens Fysiologi,
Nervepirreligheden i dette Afsnit af Kvindens Liv, da Overgangsalderens Nykker og
Indfald vender frygtelige tilbage, og en stor Del af dens Poesi: den fangne
Fugl, som bliver urolig og syg i Trækketiden. Men det store Omrids,
Valkyrien, der vil raade for Mænds Skæbne, Dødsgudinden, var der ikke.
Man begreb ikke, at Løvborg ikke kunde forstaa, at Pige-Nyfigenheden
kunde passe til denne Kvinde. Rigtignok har Ibsen jo ikke saa meget
givet som antydet denne Brynhild-Natur. Støbeformen er for stor, og
kun en meget storladen Fantasi kan fylde den helt.
Fru Hennings, Fru Bloch, Fru Anna Larssen — hvor er under alt
dette Fru Betty Nansen? Zaza tilstaar jeg frankt ikke at have set, men
Maria Stuart? Man kan maaske forklare sig, at Fru Nansen ikke kunde
spille denne Rolle, bl. a. af den GrUnd, at Bjørnson den Gang for 40
Aar siden ikke har kunnet skrive den. Saaledes lader han Maria græde
uden Taarer og et andet Sted tale om det Taaretryk under Brystet, som
hun ikke kan udgræde — og dette er vel den poetiske Forklaring af
Maria Stuart i Skotland, at hun mellem alle disse nordiske Mandbjørne
ikke kan faa Lov at være fransk og Kvinde. Ikke des mindre lader
Digteren hende Gang paa Gang briste i Graad. Men saadanne smaa
Hin-ger, der ikke trækker rigtig Vand, passer ikke for Betty Nansen — hun
maa græde igennem, naar det skal have nogen Art. Hendes Kunst er
især Gennembruddet (Tora Parsberg) eller det modsatte, Forsteningen
(Under Loven): dette Dobbeltspil, hvor en stærk og varm eller endog naiv
Natur gemmer sig bag en Maske, denne „bestandig brudeklædte" som
aldrig finder sin Brudgom, lykkedes i al Fald ikke. Primadonnaen var
atter blot Teaterdronning. Det var ikke helt hyggeligt at se denne Maria
kurtiseret af denne Bothwell der for saa vidt havde noget af Originalens
„forfærdelige Skønhed", som han var forfærdelig og som udprustede sin
Clemens-Petersenske Vikingelyrik som en Flodhest. Saaledes taler Klør
Knægt til Ruder Dame. Man længes efter atter at se Fru Nansen i
den Stue, hvor hun hører hjemme. I De stille Stuer havde hun
klædt sig — i rosværdig Reaktion imod Dronningen — i Sæk og Aske
som Pigen Josefa, kaldet Vaskebjørnen, og var dog under
Deliriums-fantasien alt for meget Fru Nansen. I Esther var hun kun et frækt
Smil — mere er Regina jo ikke.
Dette Eventyrdrama kan man i Modsætning til al den megen
Kvindekunst betegne som udpræget Mandfolkepoesi. I saadanne Stykker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
