Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rudolph Bergh: Fra Koncertsal og Opera
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
510
Fra Koncertsal og Opera 510
lisme. Det er godt og træffende sagt. Maaske klinger det som en
Parodoks, at man ikke desto mindre kan anvende Ordet Kapel
mestermusik paa den. Men man maa erindre, at „Kapelmestrene", som
fordum var Akademikere og svor til Mozart og Beethoven, nu om Stunder
er blevne Salonradikalere og sværger til Wagner og Russerne.
, , Efter Helsted’s Symfoni virkede et Arbejde af Horneman friskt
og oprindeligt; man følte stærkt Modsætningen mellem den dygtige
Musiker og den fødte Komponist. Horneman har benævnet dette Værk:
„Lyrisk Suite i tre Billeder fra Orkester med Kor og Solostemmer", og
Titelen er rigtig, for saa vidt som det allersmukkeste er de orkestrale
Indledninger til de tre Stykker. De er alle i høj Grad stemningsfulde; af
største Finhed er f. Eks. det Taageslør, som Komponisten væver som
Indledning til det 2det Stykke, og som sædvanlig hos Horneman er
Orkestret klangfuldt, fint og diskret behandlet. Desværre har Korene en
gyselig Tekst og er ikke overalt fri for Banaliteter; Dirigenten, Hr. Vilh.
Rosenberg magtede ikke ganske sin Opgave — navnlig savnede man
finere Nuancer i høj Grad.
Ligesom der paa den første Koncert indlededes med en Ouverture af
Gade, dirigeret af Carl Nielsen, saaledes begyndte den sidste Koncert
med en Ouverture af Hartmann under Asger Hamerik som Dirigent.
Derpaa fulgte et Stykke af sidstnævnte „Høstdans" for Damekor og
Orkester, en saa fad, ensformig og tarvelig Musik, som jeg knap mindes at
have hørt i en Koncertsal. Langt bedre virkede en Symfoni. (Nr. 3,
D-Dur) af Louis Glass, et i det hele smukt og dygtigt Arbejde, særlig
dens to første Dele. Noget særligt oprindeligt eller selvstændigt Naturel
kom vel ikke for Dagen, og navnlig Bruckner gør sig stærkt gældende i
denne Symfoni; men ikke desto mindre formaar Hr. Glass at fængsle
Opmærksomheden ved god, naturlig Melodik — blot Sidetemaet i
Finalen er vulgært og ved en ikke ringe kombinatorisk Evne. Denne
sidste kommer stærkest frem i Finalen, men denne Sats er — med al
Anerkendelse af den Dygtighed, der er nedlagt i den — alligevel forfejlet:
Komponisten har her ikke naaet, hvad han har villet. Symfonien vilde
have vundet betydeligt, om denne Sats havde været holdt indenfor den
samme mere beskedne Ramme som de øvrige Dele. Efter denne Finale
føltes unægtelig Afstanden, da-Carl Nielsen’s Hymne til Kærligheden
tonede frem. Denne er simpelt hen et fuldbaarent Mesterværk, baaret af
en dyb Oprindelighed og Kraft i Stemning og Følelse og udført med
fuld Beherskelse af Midlerne. Betagende er Sopransoloen „Amor est
dolor meus", ikke mindst tilsidst, hvor den kombineres med Koret, og ganske
klassisk i sin Renhed og Skønhed er de gamle Mænds Lovprisning af
Kærligheden. Det hele Værk gjorde denne Gang et endnu stærkere
Indtryk end ved dets Opførelse i Musikforeningen for nogle Aar tilbage;
Komponisten dirigerede selv med stor Myndighed, og det var øjensynlig
lykkedes ham at opildne Koret; skønt endnu saa lidt sammensunget,
gjorde det sine Sager upaaklageligt.
Vilde det ikke være paa Tide, om Carl Nielsen blev fuldtud
anerkendt som det, han er? Og om han blev saaledes paaskønnet fra
Statens Side, at han helt kunde hellige sig til at frembringe? Han, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
