Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Laurids Bruun: Flugten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
32
Flugten
Dronningens Værelser paa sine Listefjed med det sænkede Hoved
frem paa skraa. De blide, fordækte Mundfurer er stive af
Øjeblikkets Spænding. Hans brune Øjne spejder ængsteligt og forskende
paa Drengene. Saa bliver han Ottos Bevægelse var.
— Véd I det? — spørger han forbavset
— Hvilket? — Hvad? — Erik bliver bleg langs Næsens Sider
og griber Otto haardt i Armen.
— Kom — kom! — siger Johan med sin hviskende Stemme
og drager dem med sig.
— Jeres Moder vil tale med Jer!
— Fader — Kongen — hvor er han? — spørger Erik og
fatter, at det er ham, Bevægelsen gælder.
Saa løber han forud for dem til Dronningens Værelser.
Johan fritter, hvad Otto véd; og Otto fortæller ham det hele.
— Er det sandt — har Fader staaet Kong Erik efter Livet?
— Otto standser og søger at fastholde Grev Johans bestandig
flakkende Blik.
— Har han svoret sig i Satans Vold i Vordingborg — hvad
— har han? —
Grev Johan ser sig forsigtig om mod Døren og slaar tyssende
med Hovedet.
— En Junker, som lytter ved Dørene — hvad? — som lytter
til Folkesnak om sin Fader — om Kongen — hvad? — Fy!
Otto hører intet. Drostens Stemme lyder bestandig i hans Øre,
lyder med Klang af Sandhed. Og dog — det er umuligt. Var
han ikke altid stor og stolt — hans Fader — ærlig og god? Har
Moder ikke altid holdt af ham?
Hvad nu — hvad er der nu at gøre? — Alt er med ét
forandret. Solen skinner ikke mere klart og hvidt. Skal han da
virkelig ikke være Konge mere — og Erik ikke Konge efter ham
— og han selv ikke Hertug?
Har Gud mon læst i hans Øje, hver Gang han har ønsket
Erik død?
— Jeg vil være Præst nu! — siger han i Angest og griber
Farbroderen i Ærmet.
Grev Johan skotter fra Siden til hans store, klare, vaade Blik
med de mælkefyldte Blærer. Saa griber han Lejligheden ved
Haaret, nikker bifaldende og lægger sin Haand paa hans Skulder.
— Rigtig, Otto — rigtig. Nu forstaar du endelig, at det er
rigtigst, hvad de ældre vil.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
