Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Madsen: Julius Langes Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76
Julius Langes Breve
tiden først Øje paa nye Lys, naar de var brændt ned i Stagen og
begyndte at ose. Men det er næppe rigtigt i al Almindelighed at
betegne ham som en afgjort konservativ Natur. Han siger selv et
Sted, at han „slet ikke anser „Radikalisme" som saadan for noget
reelt; den er en foreløbig og journalistisk Benævnelse; hvad der
i Virkeligheden hører sammen med Hensyn til Standpunktet, er
det en meget vanskelig Sag at undersøge." — I øvrigt er det jo ogsaa
over for Kunst (og Litteratur) undertiden svært at sige, om
Standpunktet er konservativt eller radikalt; den Opfattelse, at Kanél er
Kanél og det andet noget andet, synes maaske nu mange forældet,
men kommer vel nok til Ære igen. — Paa ét Punkt var Langes
Stilling klar. Mellem „Aandens Sol og Præstepraasen" havde han
truffet sit Valg: han viser sig ogsaa i disse Breve som en ilter
Stridsmand for Sandhedens absolute Hellighed og Ukrænkelighed.
Han var heller ikke absolut fornøjet med flere for det rette
konservative Sind fredhellige Institutioner. Som Akademiets
Sekretær arbejdede han paa en radikal Omordning af Plenarforsamlingen
og glædede sig til „Tableauet", naar Bomben sprang. Han
beklagede Taabeligheden af Lunds Angreb paa Universitetet,
„allermest, fordi der jo var god Grund til at slaa løs paa adskilligt
Humbug ved Universitetsvidenskabeligheden". Han irettesætter
i et spøgende Brev Andreas Weis for et Forsøg paa at foranledige,
at Gallerikommissionen gør et fornuftigt Indkøb, „da saadant aldeles
strider mod vore Traditioner i den senere Periode". Synderlig
Tapperhed i Kampen for at skabe en ny og bedre Tingenes Orden
viste han dog ikke altid. Hans Forslag til Indskrifter paa
Kunstmuseet er morsomme, men naar han indsaa’, at Kunsten her
manglede Plads og det hele „hverken var hugget eller stukket",
burde han snarere med den Autoritet, hans Stilling gav ham, have
bekæmpet de sørgelige Misgreb ved Opførelsen af denne Bygning,
end i sine Foredrag om Kunstsamlingernes Ordning at sige rosende
Fraser om Arkitektens bekendte Kompositionstalent. „Dahlerup
havde laant mig Tegningerne", sagde han, da jeg bebrejdede ham
det. Jeg finder ikke Forsvaret fyldestgørende. Jeg tror, at den
bløde Mildhed paa Bunden af hans Natur gjorde ham Tanken om
at faa alvorlige Uvenner meget ukær. Han var maaske bleven
en Smule forkælet af aldrig at have været udsat for meget haarde
Angreb, og opfattede næppe som Monsieur Bergeret
Udskælds-ordene fra Sandhedens Fjender som de mest attraaværdige Hæderstegn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
