Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
Teatrene
medie — som den for nogle Aar siden endogsaa satles paa Programmet
paa et herværende Teater og maaske endnu ligger bag ved den nylig
begyndte Samvirken mellem Dagmarteatret og Kasino — er ødelæggende
for Publikum og derigennem for Kunsten. Ethvert Teater er født
folkeligt. Hvad vi søger i Komediehuset er ikke først og fremmest Psykologi
— dertil har jeg en Lænestol, en Lampe og Karl Larsen — men
Sympati, virksom Medfølelse, Livsoverførelse. Uden en saadan Livsoverførelse
fra den enkelte, Digteren og Skuespilleren, til Massen, er der intet
Publikum, altsaa intet Teater, ingen Kunst. Det var vel denne Følelsens
Fællesbevægelse, som Aristoteles tænkte paa, naar han bestemte Dramaets
Virkning som en sympatisk Kur, en Udrensning („Katharsis"). Det er
en stor Tilfredsstillelse at føie sig saaledes renset, gennemspillet, og det
virker som al Slags Menighedsfølelse styrkende at mærke, at man
deltager i den fælles Bevægelse. Lyden af Massen — Latteren, den
anspændte Tavshed, de spredte Saligheds-Interjektioner, selv den bekendte
Snøften — virker ikke adspredende, men samlende, den ,bærer"
ligesom Folkesangen eller Salmen. .Det er en hel Pine at sidde i et Teater
og føie sig uden for det hele, men det er ganske rigtigt en stor Lykke
at være Publikum. Man kunde ønske det københavnske Publikum en
klarere Bevidsthed om denne dels grundlovgivende Menneskerettighed;
saa kan vi bagefter give os til at undersøge, hvordan det kan være, at
jeg kan se ganske tør paa, hvad der faar min Søster til at græde, og
omvendt.
Efter alt, hvad der forlyder, havde man her i København i gamle
Dage en saadan menighedsdannende Kunst i det oehlenschlägerske Teater.
Det var dog maaske værd at forsøge, om der nu ikke kunde skabes
disse jævne og ligefremme danske Tragedier et nyt Publikum i
København. Det kongelige Teater har sagt Pas, men saa er der Kasino og
Hr. Adam Poulsen, som nu gaar og svælter paa Dagmarteatret og vistnok
intet hellere ønsker end at faa Lov til at prøve. Smukke Piger og raske
Komparser, Vaaben og de øvrige Rekvisitter fra Dagmarteatrets
Bronzealder har Direktør Nielsen jo rede i sit Rustkammer. Det var vel i al
Fald en naturligere Anvendelse af Kasinos folkelige Scene end den
nuværende, da Fru Oda Nielsen viser sig for Søndagspublikummet som en
høstlig Glimmerblomst i et afdanket fransk Repertoire.
Af vore ældre Klassikere er det for Tiden vel kun Holberg, der ret
kan danne Menighed. Gud velsigne Hr. Olaf Poulsen for hans Harlekin
i De Usynlige! Det var ligefrem og om jeg saa maa sige moralsk
at se paa. Komedien er jo ikke blot en af Holbergs eleganteste, men
det er den moderneste af dem alle. Det er nok ikke blot i de tyske
Romaner, man har opdaget Tillokkelsen ved den ,spanske" Kærlighed.
Olaf Poulsen gør da heller ikke stort Væsen af den parodiske Hyrdestil,
BuPfaen, som nok har moret Holberg mere end ham — og hvad han
gør (ved at bævre med Stemmen og lignende) er ikke alt lige morsomt.
Man kunde vistnok tænke sig en forvreden Hyrde i en elegantere Stil,
der kom Holbergs Hensigt nærmere. Men Hr. Poulsen hölder sig efter
sin Sædvane og sine personlige Forudsætninger — Alder og Skabning —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
