Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
85
til det, som er mer solide. Han fremstiller den rasende Elskov, som
(efler Poul Møller) føles af Løjtnanter, Studenter, Riddere og Elefanter.
Hvad hans forelskede Haneben mangler i ungdommelig Lethed, opvejes
ganske ved den Massivitet, som Alderen og Erfaringen giver. Denne
Harlekin kurrer ikke som en Due, han knurrer, vrinsker, pruster af
Elskov som en Flodhest. Der er en Dristighed heri, som betegner den
store Komedie. Det er en kolossal Stil — vi har den ikke mere i
Tragedien, men i Olaf Poulsen har vi endnu bevaret den for Komedien.
Mange af hans genialeste Figurer er med Aarene svømmet ud —
endogsaa Chilian var sidst ligesom lidt frønnet i Omridsene — denne er
det ikke, den damper endnu som for 25 Aar siden af animalsk Friskhed
og Vælde. Dersom Aristoteles havde kunnet set det københavnske
Publikum — Mændene, thi for Kvinder er dette vist ikke helt saa morsomt —
udle denne kolossale Cupido1) vilde han have kunnet berige sit System med
et meget smukt Eksempel paa „Katharsis".
Den eneste Forestilling, der i bred og almen Virkekraft kommer ved
Siden af dette, er Over Evne, første Stykke. Ikke saa meget fordi
det spilles saa særlig godt, der er væsentlige Mangler ved det kongelige
Teaters Fremstilling. Hr. Neiendams Sang f. Eks. er vistnok ren og
varm, men tung, tung af Jord, der er intet af det skælvende og bristende,
ingen Duft af Nordlandets Blomster ved ham; Johannes Nielsens Sang
var aandigere; Fru Hennings Clara var en Kende for virtuos i
Fremstillingen af Claras Patologi. Scenen med Præsterne i anden Akt syntes,
maaske netop fordi Materialet var saa meget ringere, nok saa stærkt og
fint afstemt paa Folketeatret. I det hele kunde det kongelige Teaters
Fremstilling jo intet byde af den Nyhedens og Overraskelsens Glans, som
for nogle Aar siden lod det næsten glemte Skuespil faa et nyt og uanet
Liv paa Folketeatrets tarvelige Scene. Men alligevel — hvor det virker!
Ikke, som næsten altid hos Ibsen, ved den energiske Fremstilling af et
egenartet Menneskeliv, men netop ved det almene, det, der er saa dybt,
at ingen Kløgt kan bunde deri, og saa klart og jævnt, at en fattig Kone
kan forstaa det. Hvor finder man i den hele moderne Digtning en
saadan evangelisk Skildring af Kærligheden mellem en Mand og hans
Hustru? Hvor har man nogen Sinde set en saadan — hvad skal jeg sige:
korisk Poesi, en saa levende Fremstilling af en Menneskemasses Besjæling
af én Følelse (den tragiske Katharsis) som i hint Præstemøde, der
.begynder som en Susen i Kornet Sommerdag og vokser til en Brusen
gennem Skovenes Tag" — der begynder med at præsentere en Hob
halvkomiske Masker, som stritter imod hinanden og ender med et Samfund
af bævende Menneskesjæle, en Pinse-Menigheds Halleluja. Det skulde i
Grunden ikke undre, om Publikum sang med i dette Halleluja som i sin
Tid i Marseillaisen. Denne Scene til Menighedens Ære i et Skuespil,
der angriber Kirken, er vistnok Hovedscenen i Bjørnsons Kunst, l’or saa
’) Hr. Poulsen siger i den æstetiske Diskussion af Serenadedi(.’tet, som
Harlekin fører med sin usynlige: Pido for Cupido og VoUe for Apollo. Det maa
han naturligvis ikke; det er Norrebro. Derimod kan vel iniien fortænke hum i,
at han betegner sig som samme Dames „tykke Snut* i St. f. ilet simple „Snut";
det er Nødværge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
