- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 20 (1903) /
87

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Teatrene

87

ud af Helheden for at se, hvad de mangler, hvilket relativt er en stor
Ros. Det var naturligvis Underforstaaelserne, det kneb med. Baggrunden
blev gennemgaaende for lav og lille. Et Par Træk kan vise det. Dr.
Ura kunde vistnok være en saadan lille sortsmuttet Tumling og
Labora-toriegris som Hr. Olaf Poulsen gjorde ham til, hvis han ikke netop
tillige var det evigt mandlige — en finere Familie af Harlekins Cupido —
der finder Undinen „interessant". Det var betegnende, at denne Replik,
der indeholder Bjørnsons Kritik af den æstetiske Leg med Livets
Ødelæggelse, fremsagdes af Hr. Poulsen med en komisk-dybsindig
Henriks-Mine. Paa samme Maade kunde Fru Bloch ikke sige den Replik: .Hvis
jeg var Gud, saa vilde jeg ikke nøjes med at være en saadan Halv-Gud"
(der giver Ondskaben frit Spil) — med det Kærlighedsblik, der forklarer
den lille tapre og redelige Pige — som hun paa ny fremstillede med fuld
Genialitet — op i Madonna-Højden. Sikrest faldt Figurens Omfang og
Omrids sammen i Fru Emma Thomsens ypperlige Maria. Det var ikke
blot i al Almindelighed den golde Dejlighed, men en Sataninde, der
røbede Hoven. Som hun stod der i den røde Kjole og dansede til sin
Skygge i Skæret af Branden, var det virkelig en Ildaand, en
„Salamander", der legede. Og som hun tilsidst skød Ham og i den graa
Dragt i sidste Akt var „en stakkels lille Pige", der tiggede om Liv, maatte
man tænke paa Oehlenschlägers Havfrue, der trygler paa samme Maade
som ,en frysende Fiskerpige". Det er i det hele paafaldende, saa
Bjørnsons Undine ligner Oehlenschlägers Skulde. Mer „moderne" er
hun da ikke.

Saaledes gennemspille et Publikum, som Holberg og Bjørnson kan
det, formaar vel ingen af de nuværende danske Skuespildigtere. Hvor
man i Grunden længes efter at komme til at le ud engang i en rigtig
stor, moderne Komedie! Men Tiden, der ikke mangler Stof til Latter,
er uden Latter — en engelsk Videnskabsmand har regnet ud, at Latteren
er ved at aftage over hele Verden (den stærkeste Latter, jeg nogen Sinde
har hørt i et Teater, hørte jeg i London under Opførelsen af The private
secretary af nogle Negerstudenter). Her i Danmark har vi i al Fald
ikke mere Tid og Raad til at le — selv Revyforfatterne skal være ved
at miste Pippet. Hvad Holberg lavede „De Usynlige" af, gør hans
Discipel og Beundrer Edvard Brandes til „Under Loven* og „Uden for
Loven" — ja bare vi engang kunde komme rigtig uden for Lov og
Forordning og Aviser og Anmeldere! Men nu skriver Gustav Wied
Tragedier.

Til Anvendelse under Opførelsen af Den gamle Pavillon skal
Wied have raadet en af sine Venner, en bekendt Keramiker, til at
forfærdige og medbringe en Taarekrukke. Den vilde i saa Fald kun være
bleven halvt fuld. Forfatteren af „Den gamle Pavillon" giver ikke sine
Tilskuere Lov til at græde sig færdig! Han spiller ikke helt igennem.
Dette er nu til Dels meget rosværdigt. Det var jo kun godt at Stykket
endte uden Forevisning af Liget med de unges Kvidren — Nattergalenes
kunde man have undværet — uden for den lukkede Pavillon og hvor
den stakkels Fader ligger Lig. Det er en meget følt Slutning — det

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:45:00 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1903/0091.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free