Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
Teatrene
minder om Max Klingers Blad, hvor det nyfødte Barn sidder ligesom
tronende med begærlige Øjne paa sin Moders Lig. Wied har Ret: heller
ikke i Livet faar vi Lov til at græde ud, mere Højtidelighed undes der
os ikkf end de Par Taarer, Datteren i Forbigaaende ofrer sin Fader.
Dels var det nok ogsaa mindre vel beregnet. Det er vel tvivlsomt, om
en Dramatiker, der har saa gode Kort paa Haanden, som Wied har det
i Forholdet mellem den lille Herregaardsfrøken Annette og Gartneren,
som hun ikke véd er hendes Fader, kan forsvare ikke at benytte det
mere, end Wied gør. I den store Scene, hvor Gartneren er paa
Afskeds-besøg hos Herskabet, ventede man bestandig, at mi maatte
Sammenhængen røbes, om ikke ved Ord, saa ved et Blik, hvad der havde været
det allerkønneste. Thi det er altid meget dramatisk at se Naturen slaa
igennem og Instinktet røbe sig, og det er altid udramatisk at spænde
Forventningen mod et Resultat, som udebliver. Derfor kunde Gartneren
jo godt være rejst til Amerika eller forsvundet i Pavillonens Symbolik,
hvad han nu helst skulde. Derimod var det ikke Wieds Skyld, at
Naturen ikke paa en anden Maade slog igennem i Scenen mellem Fruen og
Gartneren. Vistnok holdt Fru Emma Thomsen sin store
Fruentimmer-Tale med megen Applomb, men Mariane, den forhenværende Mejerske,
var hun ikke; hun skulde være gaaet saa vidt som til at bruge et Strøg
af sin Ungdoms Dialekt i de fortroligste Udbrud over for sin forrige
Kæreste og Medtjener. Det havde været meget dramatisk, og kun
saaledes var Forholdet mellem de to blevet helt forstaaeligt.
Spillet var godt, Fru Bloch netop saadan en lille superlativ
Pragtpige, som Wied skildrer — han tager paa saadanne Smaapiger, som
Fanden tog paa Hollænderen — Hr. Poul Nielsens Gartner holdningsløs
helt ud i Omridset — Modsætningen mellem de usikre Ben og den
op-nakkede Overkrop — og i Stemmen, der var spag og ulden, men
skrattede i de stærke Følelsesudbrud. Og Skuespillet selv var ægte, lidt
grovt, i den Forstand, hvori man taler om grovt bagt Brød: det drøjede
sig eller drævede paa flere Steuer (f. Eks. hele første Del af første Akt,
der kunde være udeladt, og Herskabets lange Passiar i Slutningen). Det
manglede heller ikke paa nogen Maade Dybde, der var Perspektiv, ikke
blot som antydet i Forholdet mellem Faderen og Datteren — Livet, der
ikke kender Døden — men mellem Fruen og Gartneren en ægte
humoristisk Modsætning mellem mandlig Svaghed og Fruentimmerdygtighed,
der maaske, som Anders Skovfoged rigtigt bemærker, kunde komme af,
at „vi er li’som mere tankefulde end jer andre" — Det københavnske
Publikum kunde da meget godt have været bekendt at unde Wied det
Taareoffer, han forlangte.
Det er vel i det hele ikke vore Digteres Skyld, om vi intet godt
Publikum har. Den Lyst til hvad man i gamle Dage kaldte „massiv
Poesi", altsaa til ret at skære i Livet, som man nu kan iagttage hos
vore Romanforfattere som Reaktion imod Halvfemsernes Artisme, kan
man vel ogsaa spore i vort Drama. Tydeligst hos Sven Lange. Denne
Forfatter, der i sin første Periode syntes en temmelig kræsen Hund, og
som i sine tidligere Skuespil legede listigt med kunstneriske Præparater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
