Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
89
og Symboler, har nu faaet en hel Appetit paa Livet. Man kan altid
mærke paa hvad en Forfatter skriver, naar han faar Livet, der før
syntes ham en morsom Ting at betragte og beskrive gennem en
Vindues-rude, ind i sin Stue. Hos Lange er dette sket i de sidste Aar. Det
Ord: Lad os nu være Mennesker! der kan have en meget tarvelig
Betydning, naar det er Plathedens Protest imod enhver dybere og dristigere
Bevægelse, faar en helt anden Mening — som et muntert Laboremus —
naar det er en Digter, der vender hjem til Virkeligheden og forkynder
det som en ny Opdagelse: Lad os nu være Mennesker! Hvis man har
Ører at høre med, kan man høre denne Opsang i Langes sidste
Skuespil — ikke mindst i En Forbryder.
Det er en Publikums-Komedie — det viser det bagvendte i vor tilvante
Kunstbetragtning, at maa nødes til at tilføje: i god Forstand. Det vil
bevæge Mennesker ved at tage menneskeligt paa menneskelige Ting. Det
handler ikke om „en Martyr" eller en „Iris", men om en Hansen.
Men denne Hansen er sikkert ikke mindre, snarere mere typisk eller
symbolsk end nogen Iris. Hvor mange Fjer vi saa kan sætte os i Hatten
— der er Hansen i de fleste af os herhjemme. Denne Mand, der er
uden nogen som helst fremtrædende Ejendommelighed og som lever i et
Hjem „uden noget som helst Særpræg" — som Forfatteren griber en
skønne Dag i et ubevogtet Øjeblik og spiller saaledes igennem, at da
han slipper ham den næste Morgen, er han en Forbryder — denne Hansen
mister næppe noget Sted sit Tag i os — for saa vidt kan Forfatteren
have Ret i sin Teori om alles Medansvarlighed i hvad den ene bedriver.
Han blev ogsaa meget godt fremstillet af Hr. Dinesen. Denne Skuespiller
kan især fremstille Trohjertigheden. Hans Tjener i „Poul Lange og Tora
Parsberg" var en ideal Tjener, en tragisk Korfigur med store sørgmodige
Hundeøjne. Ogsaa her kom hans Øjne ham vel til Pas. Han kan se ud
af dem uden Blik, uskyldigt eller utilregneligt, som man tager det,
ligesom smaa Børn. Det Skyldig — Ikke skyldig? som Digteren i denne
Skikkelse tilspørger sit Publikum, kom meget smukt frem igennem disse
store tomme Barneøjne.
I øvrigt kan det ikke skjules, at Sven Langes Stykke paa sine Steder
lider af for megen Tydelighed. Anlæget med de ædle eller brave
Præ-stegaardsbørn paa den ene og de rødhodede Asfaltmennesker paa den
anden Side Stregen og Fanden i Baggrunden som en svensk Aagerkarl,
syntes da ogsaa oplagt Folkekomedie. Til at forklare August Hansens
Rædsel for sin djævelske Svoger — der beriger Hr. Langes Skuespil i
det mindste med en Akt: man havde ventet, at Søsteren uden dette straks
havde faaet ham til at angive sig — maatte der i al Fald en anden
Kunst end Hr. Johannes Poulsens, hvis Lerche saa’ ud som et
Skrædderskilt og teede sig som en ren Studenterkomedie-Skurk. Som Aagerkarle!!
var Hr. Fjelstrup virkningsfuld nok; det er betegnende, at han talte
ravgalt Svensk (helvate for helvete, treo for tre osv.). Saaledes lod han
ogsaa sin Graverkarl i Hamlet tale nykøbenhavnsk! Hr. Fjelstrup har
megen Fantasi og meget Temperament, men ingen Stil.
Med Dagmarteatrets sidste danske Skuespiltiyhed, Edvard Brandes’
Uden for Loven, er man mere i Forlegenhed. Det var maaske isa>r
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
