Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen: Ungdomsdigte - Tvivl og Haab - Erindringskilden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100
Unngdomsdigte 100
O, rædselsfuld er denne Nat,
Af Lynet kun belyst, —
Og dog den er et Dagskær klart
Mod Mulmet i mit Bryst! —
Dog end fortvivle vil jeg ej,
Men følge Hjærtets Bud:
Til Haabet vil jeg klynge mig,
Til Troen paa min Gud, —
Lad hyle kun Orkanens Sang, —
Jeg slumrer ind til Ro,
— Forvist jeg vaagne skal engang
Genfødt med barnlig Tro! — — –
ER1NDR1NGSKILDEN
1849
En Pigelil sidder i Aftenstund,
Stirrer i Bækkens Vove,
Og nede, hist i den dybe Grund
Sig spejle de dunkle Skove.
Hun stirrer og stirrer med Vemodssmiil
Ret som om hun noget savned’;
Men Bølgen flygter i munter Iil
Af løvrige Bredder omfavnet.
Saa sad hun i skyldfri Barndom tit, —
Da saa hun et Billed paa Bunden:
En Yngling, der vinkede, smilende blidt, —
Forlængst er Synet forsvunden. —
Ak, nu er hun stor, og hvor ofte end
Hun mindes sin Barndoms Dage,
Den aldrig, aldrig dog kommer igen.
Ej vende dens Syner tilbage.
Dog sidder hun ofte ved Kildens Bred.
Taarebedugget er Kinden; —
Lystelig trille de Vover afsted.
Let kruser dem Aftenvinden. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
