Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Wanscher: Om at se paa Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om at se paa Kunst
135
der udtrykker sig i svære Figurers Sammenspil hen igennem en
snæver, reliefmæssig Scene. Det er den voldsomme Form for
Rumkunst, men der er ogsaa en stille Form. som virker ved den blotte
harmoniske Gruppering af Menneskene indenfor Scenens Ramme.
Ogsaa den er græsk (og vi kan tilføje ægyptisk) af Oprindelse —
tænk f. Eks. paa de græske Gravrelieffer — ogsaa den findes hos
Giotto, hos Masaccio og de senere italienske Kunstnere; først i rent
reliefmæssig Form, senere ogsaa perspektivisk, som vi har set det
i det gamle Kobberstik. Det karakteristiske for Rumkunsten er,
at den alti’d forstaar at afgrænse sit Rum og fylde det
dramatisk. Da den reliefmæssige Gruppering ikke kan fylde et
perspektivisk Rum, drejer man denne Gruppering efter en Diagonal ind i
Billedet og anbringer i de modsvarende Hjørner passende Ting,
som kan fængsle Interessen uden dog at svække Fornemmelsen af
den skraa Hovedretning. Man søger altid at give os fast Bund
under Fødderne og at lede vort Øje gennem en horisontal, maaske
dybtliggende Flade, hen til den lodrette Hovedfaktor, bag hvilken
Horisonten synes eller blot anes at sænke sig.
Grennem Indtrykket af legemligt Sving eller gennem Indtrykket
af Afvejning, eller gennem begge i Forening, er det Rumkunsten
erobrer Naturen for os som en Rumhelhed. Perspektiven, som
man altid tror er den afgørende i Rumkunsten, er oprindelig
en ren pittoresk Faktor (hos Grækerne og Japanerne), og bliver
først til en Faktor for Rumsansen fra den italienske Renæssance at
regne, men altid underordnet — baaret af de plastiske Værdiers
Sprog. Folk uden Rumsans laver altid saa skæve Perspektiver som
muligt, medens den egentlige Rumkunstner gør Perspektivet saa
frontalt som muligt. I „Paulus’ Præken" tænker man jo saare
lidt paa Perspektiven. Rafaels Kunst er netop, at han forstaar at
gøre Rumvirkningen i det perspektiviske Billede lige saa simpel
— ja elementær kunde man næsten sige, som i de reliefmæssige
Billeder, i hvilke ogsaa han var en Mester („Peters Fiskedræt").
Det er de store Plastikere, som er de store Rumkunstnere. En
Mand som Michelangelo, der var blottet for Sans for den
perspektiviske Scene, har frembragt de vældigste Rumskønheder i sine
Figurers Sprog alene. Tænk paa de sikstinske Loftsbilleder, især
saadanne Billeder som „Adams Skabelse" og „Lysets Skabelse".
Det at Rum slet ikke har noget med Perspektiv at gøre men
er en ren plastisk Funktion, har den gamle engelske Psykolog
George Berkeley forstaaet i sin „Treatise coneerning the principles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
