Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Ch. Nielsen: Valdemar Rørdam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Valdemar Rørdam
157
som vi ganske rigtig nu trænger til igen at faa at vide, at der
gives en Kærlighed, der ikke blot er Passion, men Menneskevæsen.
Man synes, at der nu er anvendt Kræfter nok baade paa Teorien
og paa Forsøgene, og længes at se de første Eksemplarer af
den nye Brænding. Og det sidste Aartis Lummerhede har ikke
været forgæves. Ikke alle Kar er sprunget. Der er sikkert dem,
hvis Glasur er bleven fast og farverig, skønt Kunsten endnu ikke
har indlemmet dem i sin Samling. Det var nok en Digters
skønneste Rytmer værd at besynge en fri Kærlighed, hvilket vilde
sige en Følelse, der havde fundet sine egne Love og lød dem.
Det synes som om Forfatteren fuldstændig klart har sét Opgaven.
I to Linier tegner han Gudrun og Sigurds Væsen i deres yderste
Omrids. Da Gudrun har holdt sit sidste Opgør med sin tidligere
Forlovede, besvarer hun hans vrede Ord med de skønne frejdige Ord
„Tak, Sten, for din Forbandelse!
Ja, gid saasandt det ske,
At Kærlighed ramme mig —
da faar jeg min Sjæl at se.’
Ved disse Ord opflammes Læserens Haab, som var ved at
kvæles af den noget prosaiske Duft, der stod over det foregaaende
Skænderi. Man ved nu, hvad man har at vente, og det lover godt.
Men efter at have sét Luftspejlinger fra denne Tinde vandrer
man en Tid ud i en Ørken, hvor Oaserne akkurat er saa hyppige,
at man faar Mod til at vandre videre. En ny Person indføres, i
hvem man aner den nødvendige anden Part i Forholdet. Med stor
kunstnerisk Kejtethed præsenteres han ikke personligt, men gennem
Breve, der ved deres hule Aandrighed giver et alt andet end
gunstigt Forhaandsindtryk. Dette forbedres ingenlunde da han i den
første Samtale, efter at han har erklæret Gudrun sin Kærlighed
begynder at skrifte Ungdomssynder — hvad der er en lidt for
haandgribelig Praktiseren af Theorierne. Men paany klarer det op,
da han giver sin Tilstaaelse følgende Vending:
Men den Gang forstod jeg,
der er noget til,
som hedder Ondt — for mig da,*
Paany en lokkende Udsigt. Indledningen er temmelig lang, men
nu er vi kommet op paa Digtets Højland. I de citerede Linier er
der givet Omrids til en Kvinde, der vokser, ændres, opdager sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
