Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Ch. Nielsen: Valdemar Rørdam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162
Valdemar Rørdam
endnu mere karakteristisk. Den unge Trubadur synger for Voilin,
Fyrstens Datter. Han maner Billed efter Billed frem for at fængsle
hende, og saa snart han standser opfordrer hun ham til at
fortsætte. Han begynder med i pragtfulde Strofer at synge om Solen,
Vinden, Havet, Ørnen og Kysten derinde med hendes Faders Borg
og kommer derved naturligt til at tale om hende selv. Maler hende
saa i skiftende Situationer og gaar tilbage i Tiden og mindes deres
Barndom, da de legede sammen, og hans Ord bliver til en frygtsom
Bøn. Men dennegang beder hun ham ikke om at fortsætte, og i
nogle mesterlige Linier har Forfatteren manet den skæbnesvangre
Tavshed frem.
Hen så den unge Sanger langs Klintens bratte Side,
nær anede han Sorgen, men frygtede for at vide,
han så, og så dog ikke, det jærnrøde Væld,
der sprang ud midt af Brystet på det svulmende Fjæld,
han så, og så dog ikke, den lette Rå, der sprang
ad usynlige Stier over de stejleste Lier,
hvor Kridtkullen truende langt ud over hang.
Hun tav, og hendes Tavshed tog ham om Hjærtet hårdt.
Hvorhen skulde han se, se langt nok bort!
Ligesom her Sorgen knuser den iagttagende Ro, saaledes melder
den store Lykke sig paa samme Vis. Da Sigurd genkalder sig den
Henrykkelse han følte ved at gaa ved Gudruns Side, har han ikke
stærkere Udtryk end, at han glemte at være Iagttager.
Det var en Aftenstund.
Men jeg, som ellers altid mindes
hvorledes Luften gennemskinnes
’ og Skyer farves og forbindes,
jeg mindes dette kun:
Det var en Aftenstund.
Der er herved peget paa den Egenskab, der mere end nogen
anden præger Valdemar Rørdams Lyrik, den er ikke saa meget en
Sang om Virkeligheden som et Billede af den. Denne
Iagttagelsesevne overfor den ydre Virkelighed er blevet øvet i Samvær med
Naturen, der maatte blive dens taknemligste Felt, og Valdemar
Rørdams Lyrik er derfor overvejende Naturpoesi. Naar han i
ovenstaaende Dij.rt først na^vner Synssansen, er dette næppe
tilfældigt; ti i en ganske fremherskende Grad er hans Lyrik bygget op af
denne. Det vilde være interessant at sammenligne de forskellige
Digteres Brug af de fem Sanser. Valdemar Rørdam er Synslyriker
i en Grad som ingen anden i vor Litteratur.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
