Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valdemar Rørdam: Hjulnielspeter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjulnielspeter
217
Hjulnielspeter gloede: den gamle blev nok vild!
Tyras gav et Hyl og var væk med det samme,
borte som et Røgblaf i Teglovnens Ild,
opslugt af Maanenattens sitrende Flamme.
Maanen selv hang under Nattens blaa Bue
hvid og rund som Lampen i Kammerraadens Stue. —
Hjulnielspeter lytted. Telegraflraaden sang.
Langvejs fra og langvejs hen gled Skinnernes graa Stribe.
Op og ned ad gnistrende Snedriver sprang
kulsorte Markmus; han hørte dem pibe;
fyldtes af Medlidenhed: „Hvad tror hun, hun kan hitte?
Herregud, dit usle Kræ, du er dog kun saa bitte."
Hjulnielspeter smed sig paa den haardfrosne Sne:
Tyras gav Hals! og med helspændte Haner
ventede dens Herre. Der var ingenting at se, —
jo, der jog to Skygger i lynsnare Baner
lydløst over Marken — imod Dammen — ud paa Isen —
nærmedes og tjærnedes — og druknede i Disen.
Hjulnielspeter vred sig; den ståk som en Syl,
Gigten i hans Storetaa. Da lød igen derinde
langt hen under Taagen et langtrukkent Hyl,
grusomt og klageligt og ligesom i Blinde.
Atter et — en Snerren, en Knurren og en Glammen:
„Dæleme, Gu’ ve’ hvor det her hænger sammen!"
Hjulnielspeter løfted sig men slængte sig paany,
Fingeren paa Fjeren, og Kolben imod Kinden:
Mikkel selv kom glidende paa Sneen som en Sky,
stansede og vejrede med Snuden op i Vinden.
Tyras halsed nærmere. — — „saa sku’ da osse
Fanen."-Mikkel satte ret op over Driverne mod Banen.
Tilskueren 1903 1 5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
