Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gustav Bang: Tienden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tienden
225
maal, dels som blivende økonomisk Grundlag for Bispeembeder,
Skoler, Universitetet, Hospitaler, Tillæg til Købstadpræsters og
fattige Landsbypræsters Indtægter, dels som midlertidige Stipendier
til Videnskabsmænd. Men det varede ikke længe, inden en stor
Del baade af denne Kongetiende og ogsaa af Kirketienden begyndte
at glide over i Adelens Besiddelse. I Almindelighed skete det i
Følge med, at Adelsmændene erhvervede sig Kaldsretten til
Præsteembederne i de Sogne, hvori deres Herregaarde laa. Ved
Reformationen havde Kongen tiltaget sig Retten til igennem sine
Lensmænd at kalde Præster eller rettere til at bekræfte de Valg,
Sognemændene havde gjort. Men denne Ret var stærkt eftertragtet af
Adelen, dels fordi den hævede dens moralske Prestige, dels og
sikkert mest, fordi den førte meget vigtige materielle Goder med sig.
Den Adelsmand, der af Kongen fik overladt jus patronatus til en
Kirke, plejede tillige at faa Ret til at nyde Kirketienden, ganske
vist imod Forpligtelse til at holde Kirken vedlige, men der blev
alligevel et meget klækkeligt Overskud til ham. Hen i det 17.
Aarhundrede regnede man Retten til at nyde Kirketienden af en
Tønde Hartkorn til en Værdi af 25 Rdlr., Retten til at nyde
Kongetienden til en Værdi af 50 Rdlr.; det vil sige, at man i
Gennemsnit anslog, at Halvdelen af Kirketienden gik til Tiendeejerens
personlige Fordel. Ogsaa Kongetienden af vedkommende Sogn blev
gerne overdraget den adelige Godsejer i Følge med Retten til at
besætte Præsteembedet. Allerede straks efter Reformationen
optræder disse Tiender som et vigtigt Objekt i Byttehandlerne mellem
Kronen og Adelen; fra Kristian III’s, Frederik II’s og Kristian IV’s
Tid findes bevaret over 60 Mageskiftebreve, hvorved Kongen
overdrog en Adelsmand Kaldsretten med tilhørende Tiender som Vederlag
for Gods eller andre Rettigheder. Det var et simpelt Køb og Salg,
og efter alt hvad man kender til Kronens Godspolitik i den Tid,
har Adelen maattet give fuld Værdi for de Fordele, de fik. Den
tabende Part var de Kirker og Kulturinstitutioner, som skulde
have nydt Gavn af de Tiender, der nu gik over til Adelsmændene.
Værre er det gaaet sidenhen, da de enevældige Kongers Omgang
med Statens Indtægtskilder var en betydelig mere letfærdig. Ved
Oprettelsen af Grevskaber og Baronier i Aaret 1671 blev det
udtrykkelig fastslaaet, at Greverne og Baronerne skulde have Kaldsret,
og i Almindelighed er vistnok meget rige Tiender fulgt med.
Hermed maatte Tiendebyrden faa et dobbelt odiøst Præg i
Bondens Øjne. Ikke blot maatte han selv yde Tiende af sin Jords
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
