Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigmun Rein: Et Bad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240
Et Bad
er saa træt i Overarmen, at den smerter, søger han Bund. Dog
han skal ikke paa Land endnu. Naar han har hvilt lidt, vil han
træde Vande, det maa man ogsaa kunde. Han vader ud igen, til
Vandet staar ham akkurat under Hagen og begynder at træde. Det
gaar bra; men han bliver hurtig træt. Holder inde og vil i Land.
Han leder med Foden efter Bunden, finder ingen og gaar under,
idet han svælger en god Del Vand. I Øjeblikket mister han aldeles
Aandsnærværelsen og kaver vildt med alle Lemmer; men faar sine
Sanser saa vidt tilbage, at han søger Redning ad den eneste Vej,
hvorved Redning er mulig, nemlig Svømning. Han ser, at
Strømmen har sendt ham et godt Stykke ud i Elven, og Rædselen er
nær ved at lamme ham. Kræfterne svinder mer og mer, Armene
værker ulideligt. Og han svømmer ikke roligt, overlegent, med
lange, drivende Tag. Nej, det er halvt Kaving, halvt Svømning
og Farten er skral. Flere Gange er der kommet Vand ind gennem
Næsen i Stedet for Luft, da han ikke har Kræfter til at holde
Hovedet højt nok hele Tiden.
Nu er han til Slut saa langt inde, at han er næsten sikker
paa at naa Bund. Men han tør dog ikke standse; thi var der
saa ikke grundt, var han fortabt, det følte han. Endelig skraber
den ene Taa paa Sandbunden, han faar Fodfæste, vil gaa i Land,
men er saa udmattet, at han viger i Knæ og maa krybe ind.
Det er ikke nok, at han føler den tørre Elvebred under sig;
forbi sine Klæder kryber han, langt ind paa Marken. Først der
er han tryg.
Svimmelheden og Fortumletheden giver sig lidt efter lidt, han
rejser sig, finder Kléederne og begynder at tage dem paa, rent
mekanisk. Hjernen arbejder udelukkende med denne ene Tanke:
Derborte var du helt indi Døden; lidt til, og du var død. Et Minut
før var du levende, sund, kraftig, glad, med mange Interesser, med
lyse Haab til din lange Fremtid; nu er du død, dit Liv er ikke
mere, du er færdig for bestandig, kommer aldrig mere igen; alt
er Slut, nu i dette Sekund, med én Gang.
Det var saa overvældende. Han kunde næppe tro det. Han
skottede bort paa Stedet, hvor han sank. Der laa Døden, suged
ham under —–han følte Vandets knugende Pres og gyste. —
Af Vane kendte han efter, om Gulduret laa i Lommen, og tænkte
i det samme: Hvad Værd har Uret naar jeg er død? Og et blegt
Smil trækker mat i de blaahvide Læber.
Og videre gik Tankerne: Hvad Værd havde noget, naar han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
