Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigmun Rein: Et Bad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Bad
243
jeg maa gaa her og vide dette skrækkelige, hele Tiden, kan aldrig
blive det kvit. Men de skulde ogsaa vide det, alle sammen.
Det skulde ikke være bare mig. Selv Dyrene véd det ikke. Eller
véd de det? Han saa’ paa Fluerne i Vinduet. De legede, morede
sig, elsked; Døden ofrede de aabenbart ikke en Tanke. Han smilte,
et lumskt Smil, Øjnene lyste. Nu vilde han vise dem, hvor deres
Liv er forgængeligt og kort. Han valgte sig en stor Flue, fulgte
dens Bevægelser paa Glasset. Den snuste her og der, legede i
Solen. Med et smældende Slag knuste han den. Nu? vidste du
det, lille Flue? sagde han højt. Han valgte sig en, dræbte den;
valgte sig flere, dræbte dem alle. En Sommerfugl fløj uden for
Vinduet. Han aabned og søgte at fange den ind; men det
lykkedes ikke.
Ude fik han fat i alskens Insekter og dræbte dem ét for ét.
Han brugte den samme Fremgangsmaade: Iagttog dem en Stund,
dræbte dem saa i deres livligste Leg. Efter Insekter kom Fugle.
Han købte sig et Salongevær og skjulte sig i Skoven. Spurve og
yndige smaa Sangere med bedende Øjne, en efter en faldt de for
hans Skud. Blev en af Fuglene kun vingeskudt og flagred paa
Marken, sprang han feberhed efter den og knuste den under sin
Hæl. Gik det op for dem, hvor lidet de havde at glæde sig over
og hvor forgæves deres Bestræbelser var?
Monsemand, en skinnende sort Skovkat, Husets Yndling, leved
sit tilfredse, dovne Liv. Spiste al den gode Mad, som daglig blev
sat frem til den, laa og solte sig i en Kasse paa Gaardspladsen,
mødte punktlig op til de natlige Stævnemøder. Véd du,
Monsemand, at Sværdet hænger i en Traad over dit Hoved? Erling
smilte fult, Monsemand vidste det næppe. Kanske du er død i Dag,
Mons, kanske i Morgen. Hvem véd! Katten strakte sig magelig i
det varme Solskin og gabede. Erling syntes der var noget saa
forunderligt og stort ved den Tanke, at Dyrets Liv laa i hans Haand.
Det smagte af Guddom, næsten af Skabelse. Har jeg bestemt, at
paa den og den Dag skal du dø, da dør du paa den Dag, Mons,
vær sikker paa det. Foreløbig fik Monsemand leve.
Men Livet laa i hans Haand, i hans Haand. Han havde bare
at udstrække sin Arm for at standse et hvilket som helst Liv.
Dyrs og Menneskers.
Menneskers ogsaa? Men det havde han ikke Lov til, det var
strafbart.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
